....
Hola amigos,
Ich habe in den letzten Tagen gemerkt, dass wir trotz der Ruhe, die wir versuchen uns zu nehmen so viel entdecken und ich mich heute beim Einkaufen auf dem Markt ein schlechtes Gewissen überfallen hat, dass ich mich beeilen sollte, weil wir immer noch in diesem Blog weit hinterher-hängen und eigentlich noch sooo viel zu schreiben und berichten können. In den letzten Tagen „hatten wir so viel Zeit“ und doch ist sie uns irgendwie durch die Hände geglitten und es fühlt sich nicht richtig an die letzten Tage zusammen so zu verbringen, wie heute. Ich will hiermit eigentlich nur erklären, dass ich selber gerne noch sehr viel erzählen will, wir aber die nächste Woche nur einige Bilder hochladen werden, weil ich mir selber zu viel Druck gemacht habe...
De sidste dage har været fyldt med tanken om at vi jo har masser af tid (da vi jo skal tage det med ro i højden), og det har virkelig frustreret mig, at jeg føler, vi ikke har ”nået noget”. Og jeg ved, at det ikke passer, men jeg følte en dyb dårlig samvittighed i dag imens vi var på det lokale marked og klokken allerede var 16 – og vi endnu er virkelig tilbage med at skrive blog. Der er så utrolig meget jeg gerne vil dele, men jeg har endnu ikke nået at skrive så udførligt og ”perfekt”, som jeg gerne vil, og jeg tror det er bedst, hvis jeg kun lover billeder indtil Rieke og jeg skilles i Lima, for jeg har svært ved at fange nuet med todo-listen i hovedet...
We´re sorry for not having written so much lately and we´ve come to the realisation that our last week together is starting now. I always want our descriptions to be understandable and enjoyable to read and today I discovered a deep frustration that we still haven´t shared a lot about our last experiences. The pressure (we (I) make ourselves) to write has eliminated the fun while writing too much and I think it´s best that we only promise pictures during the next good week…
