Kingston
Efter det økologiske markede er afsluttet, ankommer vi ca. klokken tre om eftermiddagen i et af de tre Reagge Hosteller, der er fordelt på øen. Hovedstaden har et helt andet klima end det i bakkerne ved Ochi og man kan mærke at byen aldrig sover. Vi er heldige og der er stadig plads til os to rejsende i et værelse med seks kojesenge. Værelset er booket fuldt ud og alle på værelset har tysk statsborgerskab. Det er virkelig utroligt, hvor mange tyske turister vi allerede har mødt, der formodentligt flygter fra vores vinter/forår derhjemme og nyder det varme vand og vejr. ?
Den egentlige plan er at besøge det nationale kunstmuseum, men det har desværre lukket om søndagen og vi beslutter os for at se ”Life Yard”, som formodentlig er et lys i mørket for mange børn i Kingstons ghetto ”Southside”. Institutionen ligner en slags SFO, hvor børn lærer om landbrug, kunst og kærlighed efter skole/ i weekenden. Der er streetart-malerier fra forskellige kunstere på murene rundt omkring og farverne virker postivt på atmosfæren. Life Yard er et sted, hvor man kan føle sig tryg selvom man lever i en ghetto og kommer sammen og skaber kunst i fælleskab. Det er åbent for alle børn, og man kan føle at fredskabens ånd er tilstede blandt grundlæggerne som tilhører livstilen/religionen ”rastafari”. Her er man sød mod hinanden og hjælper, hvor man kan. På gaden spiller børnene fodbold og Jakobs fod begynder at krible. Desværre forsvinder bolden og Jakob når ikke at være med til en kamp, men vi får lært lidt om livet som ”rastaman” mens vi drikker en kokusnød. Et dejligt sted! Jeg forstår bare ikke, hvorfor der ikke findes flere af disse steder her, hvor man virkelig har brug for det. Regeringen burde dog se, at fritidscentre som Life Yard fungerer godt for ghettoens børn og den burde tage initiativ til flere ”hjem”, hvor der plads til at børnene kan være kreative og bare glemme problemerne derhjemme i et par timer.
På vejen til Life Yard møder vi en hjemløs, Toni, med to hundevalpe. Vi finder ud af, at han har boet i Tyskland og rent faktisk taler overraskenden godt tysk. Han virker klog men har måske bare oplevet for meget af det onde i livet, som gør at han har udviklet en had på jamaikanere, som vi ikke rigtig kan følge.
Efter vores ophold i Life Yard følger Junior os til busstoppestedet (hele vejen, for vi har også betalt den forventede pris på 1300 jamaikanske dollar (10 USD) pr. person og vi kommer tilbage til hostellet, på vis gade (Burlington Avenue) vi finder en lokal lille restaurnt. Det føles godt at få noget i maven og vi nyder Steam Fish og Jerk Chicken som tidlig aftensmad...
Nach dem ökologischen Markt in Kingston, fährt Miki uns ohne auch nur ein einziges Mal auf die Karte schauen zu müssen zu dem Hostel, welches wir von Lise empfohlen bekommen haben. Es ist doch was anderes nicht an den Alltag des Hofes gebunden zu sein und auf einmal den ganzen Tag machen zu können, genau wozu man Lust hat. Jedoch ist der erste Abend etwas wehmütig und ich erstelle ein kleines Pflanzenlexikon zu den mir jetzt bekannten Gemüsen, Früchten und anderen Gewächsen.
Sonntag besuchen wir die von Freiwilligen betriebene gemeinnützige und irgendwie informelle Institution in einem von Kingstons ärmeren Vierteln: Life Yard in Southside. Wie wir es im Hostel auf der Pinnwand gesehen haben, kommen wir nach einem interessanten Spaziergang in der Fleet Street an. Natürlich wollen die „Rastamänner“ (was genau ein Rastamann eigentlich definiert ist nicht ganz einfach zu sagen. Ein paar Merkmale sind: simples Leben (wenig Eigentum), viel zusammen mit gleichgeselligen sein, Marihuana rauchen (um Erleuchtung zur erlangen) und vegetarisch Essen) uns gerne in deren zweiten Zuhause rumzeigen und „Junior“ stellt uns die Projekte und Initiativen seines Vereins vor. Hauptsächlich ging es bei Life Yard darum die politischen Spannungen zwischen den beiden größten Parteien Jamaikas abzubauen; den Streit zwischen bewaffneten Anhängern der People´s National Party und der Jamaican Labour Party mit Friede, Freude und Kreativität zu schlichten. Und dies ist erst recht durch Arbeit mit- und viele verschieden Nachmittags- und Wochenendkurse für Kinder des armen Viertels gelungen. Simpel gesagt: Wenn die junge Generation sich in einer Alternative zum Bandenmillieu entfalten kann, dann werden die Gangs immer schwächer.
Heute ist der Streit beendet und Life Yard bietet Hausaufgabenhilfe, Kunstkurse, kreative Schreibkurse, Basiskurse für einen eigenen Heimgarten und einen Fußballplatz auf einem alten Fabriksgelände an (Hier werden auch Konzerte abgehalten). Außerdem sind (deutsche) Turisten, welche die erwartete Gebühr von 1300 jamaikanischen (10 USD) pro Person für den Rundgang zeigen auch eine erwünschte Aktivität. Beeindruckend sind die vielen künstlerischen Kräfte, die sich auf den Wänden drum herum verewigt haben! Nicht nur Kinder können hier einfach sein, aber auch Erwachsene (egal wie arm oder reich) kommen Tag und Nacht und können einen unbesorgten Ort genießen.
Wir sind fasziniert und werden gerne mehr Zeit nehmen um diese Oase weiter zu erforschen – wenn wir das nächste Mal hier sind ?.
After Miki drops us off by the Hostel on Burlington Avenue, our experience at Durga´s Den is completely over, and the evening feels a bit melancholic. During Sunday, we wander around the capital and visit “Life Yard” (a community project) in Kingston´s poor area “Southside” – we are amazed!
Check it out to see some good hearted energy working: https://www.lifeyard.org/
We meet so many good people here!
