Miraflores og centro de Lima
Miraflores, som navnet allerede indebærer, har mange parker med trær og blomster. Bydelen står i stor kontrast til resten af byen, hvor middelklassen og underklassen bor, da alt er pænt velplejet. Man kan næsten ikke se affald på gaderne og græsplænerne er så korte som på en fodboldplads. Meget idyllisk, når man ikke træder et skridt tilbage og ser byen i det store perspektiv. Den store forskel mellem rig og fattig er meget tydelig og det er så trist, at ressourcerne ikke fordeles mere lige. Sammen med Ana og Michaela prøver vi derfor ikke at efterlade for mange ressourcer i Miraflores og leder lidt for længe en billig restaurant. Men det er næsten umuligt at få vegetar mad her.
Overgangen fra land til vand er enorm. Måske er det et lidt underligt ord at beskrive en kyst på, men jeg har aldrig set noget lignende. Efter at have gået ligeud i midten af en boulevard, passerer vi en mindeplads dedikeret til Centralamerika og ankommer via Avenida José Pardo til et parkanlæg, hvor ”Miguel Grau” æres og det peruianske flag flagrer ved siden af et gult med bydelens navn trykt på. Bag en række træer kan man skimte horistonten og havet, men det er først da vi passerer et løbe- og cykelspor ved skranten, at jeg realiserer, hvor enorm forskellen mellem vand og land kan være i Lima. Vi står på toppen af et slags fjeld på godt 50 meters højde, fortsættende mod nord og syd. Før har klippener/fjellets føder sikkert kæmpet med bølgernes hungrende skumstoppe, men ingeniører har formået at placere en 4-sporet motorvej imellem sten og vand, så ved klippens fod passerer biler og buser, som vidste de ikke, hvor fænomenal udsigten er her oppe fra. De er på højde med de utallige surferer, som ligger ude i vandet og venter på de rigtige bølger, der ruller op ad en strand. Alle iklædt sorte neoprendragter ligner de små dukker, der igen og igen padler ud, i forsøget på at mestre de flere kilometer brede og ustoppelige bølger. Som på en kæmpe trone står vi og nyder udsigten, der helt sikkert har været med til at gøre denne bydel nydeligere og dyrere. De mange farvede køretøjer, der ruller ned ad det som ligner en hvidstribet sort slange skal ikke rammes af tronens enkelte dele, så et gigantisk net spænder hen over fjellet og forsvinder i stejl vinkel fra synsfeltet og minder i et kort øjeblik om Norge. Dog kun i et splitsekund, for næsten hele nettet er overdækket af en efeu-lignende lian, så et grønt hav inviterer til en dødbringende rutsjebanetur oppe fra toppen ned mod havet.
Men som var det ikke var et fyldestgørende forsøg på at temme den gevaldige natur til menneskets gavn, så danner den grå og hårde klippetrone fundamentet til tre skinnende hvide højhuse af glas og stål, som stræber efter himlens manglende skyer og udstråler menneskets skaberevne.
Efter at have sagt ”Wow”, realiserer jeg at balkonerne allesamt er tomme, og overvejer om det ikke kunne være en god lejlighed engang...
Senere på aftenen har vi taget en bus en til centrum (2 Soles/person) for en halv times igennem forholdsvis fungerende trafik (bortset fra de folk, der stopper midt på vejen for at se på deres gps/mobil!), og det er sjovt at følge med i bussens fart, for helt øverst, hvor der normalt står ”WÄHREND DER FAHRT DARF NICHT MIT DEM FAHRER GESPROCHEN WERDEN”, har man valgt at sætte en simpel digital rød skærm, der viser fahrten i km/t.
I vores lille bog om Peru er Plaza de Mayor bedømt som vigtigste seværdighed i Lima, og vi forstår hvorfor: En farverig samlingsplads for peruianske familier og turister, som ser på katedralen (Catedral) og Rådhuset (Municipalidad de Lima) overfor..
Grunden til, at vi (igen) kommer alt for sent hjem, er at vi oplever springvandsparken Circuito Magico del Agua på det som derhjemme ville føles som en varm sommernat. Folk beundrer og ung såvel som ældre leger med vandet, der bruges i de forskelligste (ofte virkelig smukke) konstruktioner, i et genial synestesi med lys og farver.
Der er ikke Wifi her på gården og mobildækningen er desværre svag og kommer og går så det er til at få spat af, så vi kan desværre ikke lægge billeder op endnu...
Heute sind wir nach Mittag (irgendwie schaffen wir es nie ganz früh zu Frühstücken und gestern waren wir ja auch bei einer Dachparty) zusammen mit der Helferin Ana aus Brasilien aus der Tür des gemütlichen Hostels Nahe dem Flughafen getreten; mit dem Ziel einen Bus nach Miraflores nehmen. Den Rest des Tages entdecken wir diesen reicheren Stadtteil und die imponierende Steilküste zum Pazifischen Ozean nicht weit vom Kennedypark auch noch mit Michaela und gehen abends inden Springbrunnenpark Circuito Magico del Agua nachdem wir durch das fröhliche Herz der Stadt (den Plaza Mayor) spaziert sind.
After having taken the cheap bus (3 soles = 1 US Dollar) from the hostel to Miraflores (30 minutes of almost free cityseeing!) around noon, we have the rest of the day to discover and soak in the views of this neat and expensive part of the megacity and the crass frontier to the Pacific Ocean. When sun starts it approach to set, we get of the routebus and check out the Plaza Mayor, which is the old towncenter by walking right through it. Families all around (which is apparently is typical for a Sunday) and the struggle of life here is not to feel. Our trip ends when we arrive cold and tired from the waterfountain park Circuito Magico del Agua at the doorsteps of Henry´s hostel at 11:30 pm.
