Strækningen syd for Lima
Om morgenen, onsdag den 03. April, vågner vi tidligt op sammen med 17 årige Diana, som er på vej til port-manager-studiet, siger farvel og har ellers 9. sals lejligheden med havudsigt for os selv. Dog kan vi ikke ligesom igår være her hele dagen men pakker, for vi vil tage bussen omkring middag. Til Cusco er det en 21 timers tur. Puhh.. Hvordan det mon bliver at sidde og sove i samme sæde et helt døgn?
Det var i hvertfald den rigtige beslutning at tage pladserne nummer 15 og 16, for de er på øverste dæk, helt forrest. Turen ud af byen og langs med kysten er derfor spændende og virkelig behagelig på mange måder inden det bliver mørkt, og jeg kan allerede nu anbefale en hver anden rejsende i Sydamerika at benytte sig af det privatiserede bustransportsystem. Vi booker online via redbus.pe og betaler omkring 30 Euro/person via debitkort for turen med ”Oltursa”, ligesom vores rejsehåndbog anbefaler.
På vej fra Plaza Norte til San Isidro-terminalen opdager vi, at hovedstadens gader er propfyldte og enkelte gange minder gaderne mere om floder end om reglemneterede veje. Køretøjer følger selvskabte strømme mere end de manglende hvide striber og højre vigepligt voldtages virkelig groft. Man forlader vejen ved at tænde for havariblink og dytte. Uden at brokke mig for meget over trafikken vil jeg egentlig bare sige, at det dejligt at se tiltag til offentlig transport frem for den fyldende taxa-trafik, imens vi passerer distrikterne.
Desuden kører vi op ad ”Prolongacion Parinacochas” (i distriktet La Victoria) som er en gade i hvilken der ikke er butikker i de små fortovsværelser, men uden undtagelser små bilværksteder, som til dels strækkes ud til vejen, hvor brugte og nye motor- og køretøjsdele flyder til højre og venstre. Gaden er så lang, at man kan nå at stille træskoene inden man har fået prøvet hvert værksted!
En time efter vi har set sikkerhedsvideon på spansk, engelsk og quechua (de indfødtes sprog tilbage fra Inka-tiden) og bussen er stadigvæk fanget i ensrettede veje og områder med 30 km/t som hastighedsbegrænsning.
Men ankommet ude på ”la autopista” (motorvejen) ser vi byen langsomt svinde og kun enkelte huse stå tilbage blandt de ørkenagtige bakker, som danner omgivelsen. Selvom Stillehavet ikke er mere end 100 meter fra vejen, så kæmper hvert eneste levevæsen her for hver en tåre vand – ferskvand, og det er virkelig vildt at se disse to ekstremer konfrontere hinanden: havet og ørkenen.
Lige efter vi har passeret Villa el Salvador ser vi et forsøg på beplantning af de tørre sten, som former ørkenbakkerne. Og tænker på hvordan det mon går med træerne i Trapiche...
Overfor, altså på højre side af bussen (Fahrtrcihtung rechts) passerer vi i løbet af de næste to timer utallige "feriebyer", som består af hvide og pæne (for det meste færdige) beboelser med så store glaspaneler som muligt. Flere skilte reklamerer for dem, så man får en fornemmelse af, at mange investeringer prøver at hive folk ud fra byen og ud til kystområdet. Enkelte reklamer er på engelsk, så måske fristes rigere og ældre turister, som er på sammen kurs som os til en pensionsinvenstering? Men på trods af al umagen, så indkørslerne og sandvejene til byerne ligeså tørre som ørkenen på den anden side af den modgående trafik.
Det må være drømmen for enhver ambitioneret marketingchef: Ved vejen er bilisternes opmærksomhed og ingen grænser for, hvor stort og vildt reklameskiltet må være - så det er enorme reklamer vi ser, hvor ikke bare selve illustrationen sprænger skiltets ramme, men led-lys og den tredje dimension virkelig gør det svært at modstå at kigge. Ved racerbanen "Autodrome" lige syd for lufthavnen ved San Bartolo står en konstruktion som tydeliggør dette:
Omkring 63 km syd for Lima kører vi direkte ved stranden og en "sneaker" (uventet høj bølge) kan nærmest skylle os væk fra motorvejen "Carretera Panamericana Sur":
Og 3 km senere er alt omkring os pludselig grønt! Vi passerer et floddelta og forstår at det strømende ferskvand (ligesom i Trapiche) tillader området sin frugtbarhed; marker, afgrøder, græsplæner og træer. Et typisk fænomen for de næste timer, hvor den ufattelige tørke afbrydes af de langtrukne oaser, der er så uhyggeligt afhængige af flodens vand som bringer liv i ørkenenes fjendtlige land.
Og så forsvinder solen langsomt bag bakkerne og dykker ned i havet, viger for natten, som langsomt falder på, da vi når "Las Palmeras" (markeret på kortet). Men her i rejsebussen(erne) kan man glemme alt om at sove inden rulleteksterne til den sidste dårlige film er vist, for tv-et danner hovedlyskilden og højtalerne sidder lige over os. Men juhuu! Nu kommer aftensmaden - lidt ligesom i flyveren. Hver passager får sin egen lille menu med plastikbestik, som vi gemmer til senere.
Vi stopper i Nazca og det føles lidt trist at misse "Nazca-linjerne", men man misser og oplever så meget, når man rejser... Natten bliver dog forfærdelig: Fordi vi kører ind i landet og op i bjergene kaster serpentinerne os frem og tilbage i sædderne, så vi falder i det stadie, hvor man ikke helt ved, hvor meget man har sovet og hvor længe man bare har prøvet... Og desuden plager køresygskvalmen, når man ikke kan se sine omgivelser mere...
Vi vågner/begynder at se til et helt andet landskab, da dagslyset bryder frem: Bjergskoven i Andesbjergene - "Sierra´en".
Unser erster Teil der Strecke von Lima nach Cusco an der Küste entlang.
Our first section of the jouney from Lima to Cusco along the Pacific coast through the desert.
