Tirsdagstur!
Efter vi på ugens anden dag (I Jamaika er søndag den første dag på ugen) brugte det meste af arbejdsdagen på at vande the Front and the Back (og lære lidt spansk imens) og eftermiddagen lidt ligesom altid- hygge i gazeboen, snakke og ordne lidt ting og sager.
Ved aftensmaden hører vi, hvordan fire unge besøgende fra Quebéc aftaler at tage til Spanish Bridge med Lise den kommende dag, og vi får tilbuddet om at komme med ved morgenmaden tirsdag. Egentlig har vi en hel del projekter at færdiggøre, og bare for produktivitetens skyld diskuterer vi to, imens vi ”molder” (skubber jord til hver enkelt rod) nogle majroer om morgenen. Egentlig vidste vi allerede fra starten af, at vi ville tage med, men vores diskussion viser, at vi i løbet af de sidste uger har udviklet en vis ansvarsfølelse for stedet her. Dette er et tegn på at vi føler os godt tilpas, men måske burde vi også være opmærksomme på at ”koble fra” og sige: Fuck it. (Fx kom den store truck i går til at totalsmadre toilettet ved at håndbremsen fejldede og lod 3 tons brase ind i det (gudskelov) tomme skur for enden af forhøjningen som derefter bragede et stykke ned af skrænten bagved (Ok, det jeg vil sige er, at hvis Lise og Miki ikke er started på oprydningen endnu, så burde vi ikke føle os ansvarlige i skrivende stund – anden historie))
I hvert fald beslutter vi os for at gribe chancen og komme med på tur tirsdag formiddag. Målet er at gå til Spanish Bridge; ca. 7 kilometer (teoretisk) gennem det bakkede landsbkab fra Durga´s Den. Det føles som at være på spejderhike, bare uden kort og med tillid til lokales direktioner. Og det er godt, at se mere af det ”normale” liv rundt omkring os: I hvilke huse folk bor, hvad de relativt få bønner rundt omkring gror, og se, at naturen er så smuk, venlig og grøn også i miles omkreds. Paret Sam og Alex er super søde og deres veninder Julie og Annabelle er her ligesom os for at nyde omgivelserne og folkene, de omgås med, så vi går alle og snakker i par og smågrupper, som dannes og brydes i takt med svingene på den snoede vej vi følger.
Julie fortæller om hvordan hun arbejder som bæredygtighedsansvarlig for et tøjfirma (Reitman) i Montréal og Sam og Alex skal snart til at adopetere et barn, hvilket kræver en virkelig stor forberedlse – som er interessant at høre om.
Vejen udvikler sig til at være mere støvet og efter vi har snakket med nogle formiddagsfri mænd, der træner deres haner for kamp i weekenderne, ankommer vi til den baren/kiosken, hvor vi skal tage den afspaltende vej til højre. Vi har hvist glemt vores madpakker, så vi to køber nogle plastikindpakkede pseudobrød, som smager alt for godt til at være sunde og ”tilfældigheden” vil, at en mand deler ”gratis” vand-kokosnød, som vi får drukket up (mindst 1 hel liter) og smagt frugt-geleet inden i. Vi giver, som forventet, lige en skilling inden turen går videre.
Vi er virkelig ude på landet nu, og jeg ser, at folk arbejder ved at passe på en lille flok køer, som går og græsser rundt omkring simple huse med bliktag. Alt går vel også lidt langsommere her – solen brænder ned, og vi får solcreme på igen.
Ok, jeg vil ikke lyve; vi ender med at tage en route-taxa det sidste stykke af vejen. Det tager faktisk et godt kvarter imens Rieke og jeg sidder i bagagerummet (vi vil fandme ikke betale fristelsen to gange, men hellere proppe os selv ind i én taxa), så måske skulle vi have haft et kort med til fods. Charles og Virginie (også to gæster fra Quebec) smiler til os, da vi ankommer – for de ville hellere tage taxaen end at gå, og har ligget i solen og ventet på at vi kom marcherende.
Dagens egentlige highlight forgår ved den spanske bro, der deler St. Ann og St. Mary Parish (to af de 14 distrikter, Jamaika er delt op i for administrative årsager), for denne gang skinner solen og der hersker liv og glade dage. Vi hopper fra badebroen ud i det glasklare vand, som denne tirsdag heller ikke føles så koldt. Alex har været til svømmekonkurrencer igennem sin barndom, så vi kan svømme om kap mod strømningen under broen og beundre det virkelig velplacerede tov, som man kan svinge sig fra, 5 meter over vandets overflade.
Rieke overvejer virkelig, om hun tør. Det føles, som at flyve et kort øjeblik inden man svinger tilbage eller giver slip på 15 meters reb og styrter ned mod den mørkeblå stillestående strømning. Vi har det fantastisk i nogle timer og tiden flyver indtil vi venter på taxaen, der kan tage os hjem til Durga´s Den, hvor dagens træthed mærkes i hele kroppen.
