Restaurantday
Gårdens hovedhus består af et en lille bygning, der er omgivet af små potteplanter. Alt virker som om det er blevet sat på pause og har stået stille i årevis. Det hele virker glemt. Det tror vi i hvert fald efter at have været her helt alene i tre dage, som dyrepassere og grundstykkebevogtere.
Vi vågner søndag morgen og der er allerede gang i gården. Vi møder tre nye ansigter, der virker stressede, men lige præcis ved, hvad der skal gøres. Rutinerne sidder på plads og alt gøres rent og sættes på plads. Den glemte gård forvandler sig lige lynhurtigt til en restaurant!! Stole og borde fordeles på grasplænerne, køkkenet gøres lidt rent efter Luisa og Antonio har været på indkøb og købt store mængder mad for at kunne forsyne omkring 40 gæster, der i løbet af dagen kommer og går. Det hele går så hurtigt og det er svært at følge med i sproget. Det hele skal være i sin orden, når restauranten åbner og maden skal være klar. Køkkenet har et areal på ca. 25 kvadratmeter, har to vaske og et bord (Kochinsel) i midten. Det virker ikke stort nok, men vi tænker, at det nok skal lade sig gøre. Kødet, kartoflerne og bønnerne bliver varmet i en stenovn, hvor der som det første tændes et bål og lægges sten for oven, så de bliver meget varme. Derefter tager man brændet ud og slukker ilden. Stenen fordeles i forskellige lag rundt om den i fade beskyttede mad, der nu lægges ind mellem stenene. Først køddet, så kartoflerne og dernæst bønnerne. Mellem lagene fordeler man bananblade (som vokser over det hele her), der sørger for, at varmen ikke forsvinder gennem mellemrummene af stenene. Til aller sidst lægges der et lag vådt, gammelt tøj som et slags låg, igen for at præventere, at varmen forsvinder for hurtigt. Maden er ca. klar efter en halv time. Det hele går så hurtigt og jeg skal til at spille tjener, selvom jeg ikke behersker sproget og det er fem dage siden, jeg har være i bad. Ups...
Jakobs hjælpene hænder er over det hele og han nyder det stessede liv som tjener. Dagen flyver og pludslig er klokken allerede fem og vi får frokost (Jakob for Ceviche (rå fisk) og jeg kylling). Vi mærker at restaurantsøndagen er ved at være omme og falder i snak med to drenge fra Lima (19 og 16 år), der er på familieudflugt herhen nogle gange per år. Da drengene tager hjemad er gården faldet tilbage i søvn, og jeg nyder den tilbagefaldene ro. Det sidste stykke arbejde venter dog stadig. Dyrene skal fodres og opvasken klares. Det føltes som en evighed at gøre køkkenet rent efter en så stresset og lidt kaotisk dag, og vi tæller 11 timers arbejde da jeg tørrer den sidste tallerken med det lidt for gamle hviskestykke. Træt i krop og sind falder vi i dyb søvn i vores lille træ-blik-hytte.
