Santa Marta
Jeg vågner den første dag i Santa Marta med halspine og slaphed. De andre to skal til at vandre til noget der hedder ”The Lost City” og jeg er glad for min beslutning ikke at tage med. Dog er det lidt hårdt at være alene, når man er syg. Det forblir desværre ikke kun ved halspine. Jeg ender op med at have en ordentlig forkølelse med alt der hører til... At være forkølet når der er 26 grader celsius er ikke lige behageligt og nætterne indebærer sved og myggestik på hele kroppen. Heldigvis har jeg mit myggenet med, der har ligget i min rygsæk og ikke er blevet brugt særlig meget og nu får sin indsats.
Heldigvis har hostellet en pool, hvor jeg kan køle af af og til og svømme lidt frem og tilbage. Dagene går med, at jeg ligger i hængekojen, lytter til musik og så snart jeg får det for varmt hopper jeg i poolen. Egentlig ikke helt så dårligt og pausedage mange drømmer om.
På samme værelse som mig bor en kvinde fra Venezuela. Hun venter på, at den amerikanse regering accepterer hendes ansøgning om et visa om at bo i USA sammen med hendes ægtemand, der har amerikansk statsborgerskab. Hun har allerede ventet et helt år og man kan ikke sige, hvor lang tid det endnu skal vare. Det hele fortæller hun mig, da vi sidder på en terrasse og laver pilatis, mens solen går ned og månen står op.
Da Freya og Paula vender tilbage fra deres eventyrrige vandring gennem den columbianiske regnskov, er de død trætte og falder hurtig i søvn. Glad for ikke at være alene mere beslutter Paula og jeg os for at rejse videre til Bogotá i bus næste dag, da flyet alligevel er lidt for dyrt og desuden jo heller ikke så godt for omverdenen. Freya bliver et par dage længere, da hun har meldt sig til at lave et ”Open Water” dykkekursus.
