Verden kalder, Die Welt ruft, The World is Calling

Überall wo ich noch Platz im Rucksack hatte, habe ich noch ein paar Sonnenstrahlen eingepackt, also keine Sorge der Sommer wird gut. 😊 Ich freue mich sehr gleich den Rückweg zu beschreiten, da das zu Hause schon länger in mir ruft. Kann es kaum abwarten.

Det varer ikke længe, så er jeg også hjemme igen. Glæder mig meget til sommeren med jomborette, familieferie og mere sol!

Og igen går alt utroligt nok som håbet og pludselig er jeg hjemme i det dejligste regnvejr (som jeg godtnok har savnet i ørkenen!), lysegrønne sommerblade, kvidrende fugle og næsten tilbage i en skøn familierutine, som det går lidt for stærkt at vende sig til. Men JUHUU alligevel og måske derfor!

Erst fliege ich von Lima nach Mexico City, wo das Gepäck glücklicherweise nicht die angesagten 80 Minuten braucht bevor es auf dem Band erscheint, sondern ich kann es eine halbe Stunde nach der Landung weiterschicken (Mexico Flughafen hat sehr besondere Regeln). Und nach einer langen Nacht, wo ich um 1 Uhr nachts einschlafe und um 15 Uhr aufwache (wegen dem siebenstündigen Zeitunterschied) und mich ein bisschen wie Benjamin Franklin am 2. September 1752 fühle, als man in London wegen der Umstellung zum Gregorianischen Kalender am nächsten Morgen zum 14. September erwachte, sehe ich Sommersonnenstrahlen über Amsterdam. Und während ich jetzt gerade am Schreibtisch sitze und schreibe, hat alles geklappt und ich müsste eigentlich Mal meinen Rucksack auspacken...

Again, evertything miracioulsy worked out as hoped which means that I arrived at home last night when my parents picked me up from the Hamburg airport – however, somehow my backpack has gotten a part of home as well... While writing I´ve probably never appreciated the scent of home on a rainy day in the Schleswig-region summer this much!

Leaving Amsterdam, Deiche und Wasser in den Niederlanden

DET REGNER!!

Nur noch ein Mal schlafen...

I morgen stiger jeg på flyveren – og derhjemme er det 17 timers solskin, eller hvad?

Tomorrow my plane from Lima is leaving at 3:30 pm and let´s see if I get through Mexico City Airport in time.

PS: The "Museo Nacional de Arqueologia, Antropologia e Historia del Peru" (The museum of archeology, anthropology and history of Peru) is closed since the 3rd of May 2019 allegedly until 2021 -.-

Der Strand ist wunderschön und es macht Spaß mit den Wellen zu schwimmen. Doch halte ich es nicht lange in der warmen Sonne aus und setze mich in ein Strandrestaurant und gönne mir einen frisch gepressten Saft und eine Pommes. Mit Musik in den Ohren genieße ich die Aussicht und gehe hier und da mal ins Wasser. Lorraines Nachbarn haben mich mit zum Strand genommen, da sie jeden Samstag dort zu Mittag essen. Super nett!

Der nächste Morgen ist regnerisch, aber Lorraine und ich steigen trotzdem ins Auto und fahren zum Reef Baech, wo sie das Lokal, in dem ich gestern gegessen habe, für eine Freundin öffnet und wartet bis die Besitzerin kommt. Lorraine muss sowieso Wasser holen und in der Nähe liegt ein Wasserfall, wo wir einen kurzen Stop einlegen. Ich bade in dem kleinen Fluss, wo ein Wasserfall hinein plätschert und die Sonnenstrahlen treffen mein Gesicht durch die kleine Öffnung in den Baumkronen. Ich bin nocheinmal von der Natur fasziniert und kann gar nicht aufhören zu lächeln und vergesse für einen Moment alle meine Sorgen.

Am gleichen Ort kann man seine Füße in ein kleines Becken stecken, wo kleine Fische anfangen die Hornhaut von den Füßen zu saugen. Das kitzelt und ich kann meine Füße kaum stillhalten. Ich kichere vor mich hin gleichzeitig werden ich ein kleines Stückchen gepflegter an meinen Füßen.

Dankbar, dass Lorraine mich mitgenommen hat, sitzen wir wieder im Auto. Die Wasserstelle hatte leider zu und wir müssen doch das Trinkwasser im Supermarkt kaufen.

Eine erfrischende Briese zieht durch mein riesiges und luxuriöses Zimmer im südlichsten Teil der Insel. Lorraine ist eine sehr nette Gastgeberin und ihr Haus ist sehr nett eingerichtet. Meine Erkältung lässt mich leider noch nicht ganz los und ich genieße die Ruhe und mein Doppelbett mit Mückennetz, die Terrasse und die riesige Küche.

Einen genauen Plan, was ich auf der Insel mache und sehen möchte, habe ich noch nicht ausgearbeitet, aber es wird sich schon ergeben die nächsten Tage. Außerdem muss ich erstmal meine Krankheit auskurieren, während ich Blog schreibe, Musik höre, mich an das Kreuzworträtseln versuche und auf den vielen gemütlichen Möbeln liege.

Bisher erinnert mich viel an Jamaika. Die natur ist sehr grün und zwischendurchauh farbig. Die Vögel singen und nachts fangen die Insekten an ihre Laute aus zu packen. Es ist an die 28 Grad, die Sonne scheint und das Wasser ist türkis.

Vi er ankommet godt til djunglen/regnskoven efter en morderisk bustur igennem Andesbjergene og glæder os til at opleve i morgen! :)

Wir sind gut im Dschungel/Regenwald angekommen und werden morgen das Grün im Tageslicht sehen und "La Merced" genießend erkunden :)

We arrived in the “Selva”, which is the Peruvian rainforest (basically spoken), and had a joyful night at the “Lucas Hotel” :)

It's a cloudy and mild Thursday night and our tv (that is functioning as radiator) is playing a weird game show while the obnoxious whistle of a hopelessly struggling traffic guide leads a symphony of the somewhat chaotic and never sleeping capital and it's dirty streets. Since this afternoon we're back in Lima after the long trip along the Pacific coast from central Chile, and gosh: We have seen so much!

“After a hectic journey from our hotel by the peaceful delta lakes on the Pacific Coast to the bus terminal at the highway PE-1S outside of town, we get on a allegedly four hour, but with traffic five hour trip to the center of Lima (La Vitoria). Seats 11 and 12 are right underneath the speakers and of course PeruBus is playing violent movies and irrelevant commercials; our theory is that people don't go to cinemas in Peru or Chile since being on a bus feels just like it... ;) Luckily, we have headphones and the view to the world outside is catches more attention. The coastal desert comprises it´s vital rivers that like giant arteries provide life to larger farming areas and a look onto my mobile map makes me smile: I have all ready been here and marked the area as “giantic green zone” on Riekes and my very first bus trip here (to Cusco) and so much has happened since then. Corn, asparagus, lettuces, cotton, and much more is grown along the coastal highway and small fences around sheds try to claim property. Around 4pm, we step onto the dangerous roads, eventually buy the next bus tickets, and find our lodging for tonight.”

Tomorrow, we are going to the “Selva” and hope to return on the 8^th.”

I morgen skal vi tidligt op, for bussen til San Ramón forlader terminalen kl. 8:00 omkring 2 km her fra “Gran Hotel” på Avenida Abancay. Vi, eller især jeg, vil gerne nå at opleve mere af "selvaen" på den anden side af Andesbjergene inden flyveren går hjem (MEGET SNART) og håber på at få et varmt indtryk af "Chanchamayo"-området i løbet af de næste få dage. Vi har pladserne tre og fire, hvilket betyder, at der bliver masser at se og snakke om på mange af de otte timers bustur stik øst, og jeg ved, hvor vigtigt det er at nyde de sidste dage.

Nu er det nok med ørken og by: Ud i det grønne!

Wir sind wieder in Lima und haben für die nächsten Tage einen Ausflug in den Regenwald östlich vor!

Oder auch "Die Gallapagosinseln der Armen" genannt. Ein Pinguin in freier Wildbahn, mehrere hundertausend Guanokormorane und deren mit Gold vergleichbar wertvollen Exkremente sind nur einige der Höhepunkte von heute während wir Paracas bei Pisco entdecken:

Vi ankommer ca. klokken 15 i hovedstaden og tager en taxa til Alegria hostellet. Efter at have pakket lidt ud, går vi en lille tur gennem La Candelaria, hvor der er mange hyggelige butikker, restauranter og kaféer. Det er ikke langt til byens vigtigste plads, hvor kirke, parlament og domstol er pladseret. Da det er lørdag er pladsen fyldt op med mennesker og når man går gennem gågaden har man nærmest en følelse af at gå gennem en forlystelsespark, da der over det hele står udklædte folk, der danser og folk danner en cirkel rundt omkring for at kigge. Det er nok her familier med børn går hen på familieudflygter om weekenden. I kanten af gågaden sidder mange, der vil sælge smykker, maleriger og slik. I nærheden finder vi også et supermarket og køber ind til lidt aftensmad. Vi får yuka og kartofler og heldigvis har jeg lidt pesto rester, jeg kan bruge som en slags sovs.

Næste dag bliver jeg vækket af Paula. Lidt fovirret står jeg op, da hun vækker mig midt i min drømmefase. Vi vil op på et udkigssted, hvor man kan se over hele Bogotá. Allerede klokken 8 om morgenen er der mange mennesker, der har samme plan som os. Mange der bor i nærheden benytter den 45 minuters hårde vandring op ad bakke som træning. Paula vandrer op, mens jeg tager liften, da jeg med min forkølelse ikke føler at kunne udfordre min krop så meget og Bogotá også igen ligger på 2.600 meters højde og det at trække vejr er hårdt i forvejen. På toppen bestiller Paula og jeg os en varm schokolade med ost, som er en traditionel drik her i Kolumbien. Det smager ikke specielt godt eller dårligt. Osten har ikke særlig meget smag og schokoladen indeholder for meget sukker. Reines Hüftgold.

Klokken 14 samme dag deltager vi i en free grafitti tur, hvor vi får at vide, hvem der har sprayet de forskellige kunstværker og hvad baggrunden er. Guiden er desværre ikke så god til at fortælle endnu, men det er også først hans anden tur og han virker lidt nervøs. Efter tre timers gåtur er jeg død træt og falder i sengen klokken 17 og får mig en lille lur, enden jeg lægger mig i seng igen klokken 23.

Paula og jeg spiser morgenmad sammen næste morgen og så tager hun afsted til endnu en free walking tur i byen, mens jeg nyder at lægge mig tilbage i min seng og for ordnet nogen ting. Højden gør, at det er lidt koldere og det er dejligt at kunne kravle under dynen igen. Freya ankommer til vores hostel klokken 12 og sammen går vi ned i byen for at møde Paula, der forhåbentlig er færdig med byturen.

Vores sidste dag i Kolumbien laver vi en cykeltur og får set andre dele af Bogotá. Vi cykler gennem en bydel, hvor de lidt mere velhavende folk bor og derefter gennem en del, hvor de hjemløse sidder ved vejkanten. Mange Kontraster af mennesker og bygninger. Dog nyder jeg at cykle og merke vinden på mit ansigt. Det går så let, når man triller ned af bakke.

Efter en dejlig cykeltur skal vi til at spise sammen for sidste gang på restaurant. Paula og jeg får en lækker pasta ret, mens Freya bestiller dagens menu. Efter maden går Freya og jeg ned til guldmuseet, da Bogotá er i besiddelse af en stor guldkollektion, der før i tiden er blevet brugt til ritualer og som smykker til shamaner af de indigene folk.

En hyggelig sidste dag i syd amerika.

Jeg ender med at dele en taxa til lufthavnen med en englænder fra samme hostel. Han skal til at flyve helt hjem til London. Jeg føler det er rart at have en at snakke med og da det allerede er blevet mørkt føler jeg mig mere trygt med en at køre sammen med. Da jeg stadig skal af med mit bagage, venter jeg i en kæmpe kø. Det varer en enhalv time før jeg kommer gennem sikkerhedskontrollen. Heldigvis møder jeg en sød dame fra Miami (er født og opvokset i Kolumbien), der skal med samme fly og jeg har igen lidt selvskab.

Klokken 00:10 letter flyveren og jeg falder i søvn.