Verden kalder, Die Welt ruft, The World is Calling

The bus comes to a halt at 10:18 and I'm looking at into Tom's eyes which are just has tired as I am: "All right, let's go into the heat."

Our drive to here was rougher than expected and took us 3000m above sea level. First of all, our seats weren't as good as usual - without the entire windshield, without a window and without seats next to each other. At 2 am the bus stopped in a mining town, where my seat neighbor needed to get off since his work was calling. 7 days of 12 hours working and 7 days of vacation as a the manager of the local cobber storage facility. And at 4 am (about 80km north of the 24 and 5 intersection) the entire bus is searched, everybody woken up and forced to step outside into the hostile cold in order to run the belonging bags through a scanner similar to the ones at the airport. For whatever reason - nothing is explained and everybody too tired to bother asking. We caught a little zzzzs before the bus arrived in Calama at 7ish where everybody but us seemed to get off. Shortly after the bus-attendend explained that we need to get off and wait for 45 minutes since the bus needed to be fueled. "Excuse me?" Turbus has chosen handle their fueling og the bus so it needs to get gas one hour before arriving at the final destination? Grr... And so we waited for an hour at the dawn-cold busterminal until our journey could continue. You get what you pay for (17,000 pesos)

Anyway we have just spent some amazing and astonishing days in San Pedro de Atacama and forgotten all about a missed night of sleep; the Atacama desert is fascinating! However, it's unexpetedly turisty which the high prices are matching and stombling into a turisttrap almost guaranteed. Nevertheless there are always excemptions and here is how we managed our five days and four nights without breaking the bank in San Pedro de Atacama:

Tuesday post arrival, we spent some time with slow government funded internet at the bus terminal to find an accommodation and end up settling for the “Backpackers Hostel” where we pay 7900 pesos/person/night. We check in at the reception and afterwards the town out. The citycenter compriseses six narrow and dusty roads and more traveling agencies than inhabitants. We find the cheaper food shacks (recommend "Tuksar") on Licancabur right behind the soccer field and pay 3500cps for a menu :)

Wednesday, we have a slow date getting used to the height and booking our tours with an official traveling agency for high but safe prices. Illari tours is certified by the government, as one can find out by visiting the official tourist information "Sernatur" on the main square, but the actual tours happen partially with none-certified companies since their own seats aren't filled up. Also, we visit see and experience the ruins of Pukara de Quitor, which brings a different light on the region. For about 12,000 years, humans have been living and surviving in the dry desert and however building the city "Pukara" in the year 900. Being almost alone and seeing the ruins reminds me a bit, but just a bit, about the afternoon feeling at Machu Picchu...

Thursday, I'm on a Jakob-adventure. Taking a mountainbike to the Valley of Mars (Valle de Marte) with a snowboard on my back, ready to “sandboard” down the dunes of an extreme place. I've gotten 6 hours and pay 7000 pesos (10,50 USD) for renting it all. It's challenging and fun, but at the same "muy dificil y pesado" (hard) because everybody who wants to go down the hill has to walk up the sand dune! But being by myself, actually makes me talk a lot more people than usually when with Rieke and/Tom, and suddenly I get the offers to join several other travelers on their journeys.

Friday is the day of the 10 hour and picturesque full day tour (50,000 pesos = 75 USD/person): Piedra Rojas! Here there is way too much to share so in order to catch some rest, the pictures must provide an inside to our experience ;)

We just left today (Saturday), headed west to the coast and arrived in Antofagasta this afternoon. With its 3rd largest GDP per capita of Chile, it's a complete 180 to the desert town 6 hours behind us.

Die letzte kleine Woche haben wir die trockenste Wüste der Welt und die Touristenstadt San Pedro de Atacama erlebt. Jetzt sind wir in Antofagasta - ein Gegensatz der seines gleichen sucht.

Den sidste lille uge har vi oplevet Atacama-ørkenen ud fra 4000-indbygger byen San Pedro de Atacama, og tiden flyver så fucking hurtigt, så vi er faktisk allerede i næste oplevelsessted hvor min nysgerrighed vækkes fuldt til live: Antofagasta.

Min krop fik en lille pause for surfing i dag, da all den idræt (to enhalv timer per dag) er hårdt for min krop, især da jeg ikke har dyrket meget idræt under min rejse indtil nu. Surfing kræver meget fysisk armarbejde og koncentration. Dog klarede jeg at surfe min første egen bølge påskesøndag! Stolt og sløv i kroppen ligger jeg nu i en hængekøje i et hyggeligt hostel. Hostellet ligger på anden sal og består af et terrasse-aktigt fællesrum, der er pyntet med kreative maleriger på væggene, girlander af gamle ægge kartoner klippet i mindre stykker og malet i forskellige farver og hyggehjørner. Jeg elsker recykling! Man må benytte sig af de instrumenter, der ligger rundt omkring og jeg nyder at spille lidt trompet af og til. Et meget alternativt og dejligt sted, hvor jeg finder tid til at udfolde og uddybe tanker og læse i min bog.

Når man rejser alene er man selvføgelig alrdig alene, fordi man møder en masse andre rejsende, der har spændende ting at fortælle og også nyder at have selvskab. Men jeg nyder også at kunne være for mig selv. På torsdag møder jeg Freya, Lara og Paula, som jeg har aftalt at rejse sammen med indtil den 6. Juni. Håber det bliver hyggeligt! ?

Biletterne til Galapagos er også allerede booket og jeg ser meget frem til den unikke naturoplevelse. Glæder mig til at dele billeder med jer!

Da det er svært at tage billeder, mens jeg surfer. Så har jeg desværre ikke nogle af mig i bølgerne...

Hier im Norden Perus ist das Wasser wieder so warm wie auf Jamaika. Mancóra ist ein Ferienort für Peruaner mit etwas mehr Geld in den Taschen und ist momentan sehr voll, da Osterferien sind. Morgen reisen die meisten Besucher ab und es kehrt wieder ein wenig Ruhe in den Ort ein. In schreibender Stunde dröhnt die Partymusik in meinen Ohren und ich kann nur hoffen, dass ich trotzdem schlafen kann, da morgen meine zweite Surfstunde um 6:30 bevorsteht. Morgens und abends ist das Wasser am höchsten und die Bedingungen für das Wellenreiten sind am besten.

Chiles grænsepoliti opdagede ikke at jeg kom til at smugle en müsliriegel ind i landet, så Tom og jeg har i dag haft muligheden for at være på opdagelse i Arica. Alt vel her i "Sunny Days Hostel"!

Mit dem Taxi sind wir von Tacna, Peru an der Grenze zu Chile angekommen. Wüste und Reisende um uns herum, die erst aus Peru "auschecken" um danach auf der anderen Seite des Schalters in Chile "einzuchecken". Heute haben Tom und ich uns Arica angeschaut - eine Wüstenstadt am Meer mit Fischerei!

We made it to Chile yesterday! 20 soles/person (6 USD) for the ride from Tacna (Peru) to Arica in Chile together with three other travelers and a taxidriver who´s hopefully not got to buy a new passport every week. Arica is quite interesting:

Påskesøndag tilbringer vi ved at spise en lang og god morgenmad på hostellet (hvor kun kogte æg kunne have gjort Ross' og Beas buffet perfekt) og man jeg falder i snak med de rejsende omkring en. Et flinkt par fra Storbritanien, en rejsende fra Karlsruhe og et cyklister fra Kalifornien (USA), som er startet i Alaska for et tre-kvart år siden. Det kaldes bikepacking og fascinerer mig en del... Efter at have købt busbilletterne til i morgen aften (afgang kl. 22) tager vi til stranden, hvor jeg for første gang forsøger mit bedste ved at bodysurfe, men vinden stjæler solens varme, så vi går hurtigt hjemad efter jeg har taget nogle enkelte brydende bølger ind mod stranden! Tænker hemmeligt på Rieke og hendes surferfaringer...

Mandag er sidste fulde dag i Arica (indtil videre) og mit store ønske er at bestige byens bakketop hvilken markeres af det største chilenske flag jeg nogensinde har set. Det er en af de få gange, hvor Tom ikke bare uden videre svarer ”Why not.” Deroppe er der angiveligt også et museum angående Stillehavskrigen/Salpeterkrigen (1879-1884), hvor den unge nation Chile kort sagt tæver det lige så unge Peru og Bolivien for kystområdet, som vi lige nu befinder os i.

På vej derhen stopper vi ved tilfældigvis fundne danske konsulat og jeg prøver at læse en H.C. Andersen historie på spansk imens jeg får en snak med sekretrær om hvorfor i alverden Danmark repræsenteres i det nordlige Chile. Hun forklarer, at det hovedsagligt har to grunde: Da byens universitet for 20 år siden startede deres udvekslingprogrammer med europæiske lande, herunder Danmark, var det af stor fordel at have professionel hjælp til alle papirerne, som de studerende skulle og skal få på plads. Desuden eksploderer turismen også siden da, og mange danskere besøger ikke blot Arica, når de er i det nordlige Chile – mange rejser også til Peru eller Bolivien, så hvis der skulle være (pas-)problemer, så ligger konsulatet og dansk hjælp ikke langt. Konsulen Enrique Cuesta Ortigosa er kåret til ridder af 1. Dannebrogsorden (hvad det mon betyder?) men taler i øvrigt ikke dansk, hvilket nok gør det svært at læse de diplomer som jeg for lov til at se hænge inde på kontoret. Engelsk og spansk beherskes dog flydende, hvilket også er grunden til at Finnland har anmodet om hans embede, fortæller den virkelig flinke sekretrær efter at have givet os et fancy glas med guava-marmelade.

”You´re killing me Smalls”, hører man Tom stønne halvvejs oppe, da en jogger kommer løbende forbi. Museet er lukket – schnipps – men det gør ingenting for heroppe på El Point Morro regner det så ekstremt lidt, at et klaver står under åben himmel til offentlig brug og udsigten er i øvrig fantastisk: vi kan se helt til Peru og ud forbi Skorpion-øen ud over Stillehavet!

De nächsten Tage erlebe ich mein zweites Osterfest im säkularisiertem Ausland und wir weiterhin Arica - Unser Bus in Richtung San Pedro de Atacama fährt Montag Abend um 22:01 vom nahegelegenen Busterminal ab.

The next days are, as always, filled with exploring and gathering of knowledge and experience: Arica comprises 240,000 inhabitants which are more than 100,000 more than 50 years ago - booming due to the mining- and shipping industry and tourists, is our educated guess. Bus to the Atacama-desert leaves at 10pm - hopefully a good night's sleept.

Yesterday, Rieke stepped into a bus heading North: to Mancora close to the border of Ecuador. Tom and Jakob are sitting in bus with Tacna in southern Peru as its destination which is close to Chile. With others words, we had to say “hasta luego” and farewell around 3pm... Starting a another chapter of this travel – and also of our blog. We' ve agreed to continue writing individually but both on this webpage. So no changes to anything except it's going to be a bit confusing: Rieke will write and post pictures of her travel in the North and Jakob will write about and share pictures of his and Tom's travel in the South. 

Gestern haben wir uns endgültig verabschieden müssen, als Rieke ihren Fuß in den grünen Doppeldecker-Reisebus Richtung „Mancora“, Richtung Norden, setzt. Plötzlich können wir nicht einmal mehr über Handy kommunizieren und nur das Vertrauen an unsere lebenserfahrene Planung von zu Hause macht den Abschied “ok”, denn ansonsten fühlt es sich scheiße an. Tom und Jakob sitzen zwei Stunden später auch ganz vorne oben in einem Reisebus; Richtung Süden mit der Stadt „Tacna“ als Ziel. Hier auf dem Blog wollen wir beide weiter schreiben und mehr oder weniger abwechselnd von unseren Erlebnissen schreiben und Bilder zeigen. Also hier wird weiter zu lesen und gucken sein!

Vi har begge vidst, at dette øjeblik ville komme, men det er aldrig sjovt at sige farvel. Heldigvis er det heller ikke “farvel”, men “på gensyn”, da Rieke stiger ind i rejsebussen, der holder ved Oltursa-terminalen i ”San Isidro” (bydel i Lima). Hendes endlige mål er ferie- og surfer-byen ”Mancora” i det nordlige Peru, hvor der er en god uge inden nogle veninder når derop og de rejser videre sammen. Senere på eftermiddagen stiger Tom og Jakob ind i en lignende men billigere rejsebus sydpå, som skal bringe dem til Tacna, en by i det sydlige Peru. Et stop inden den chilenske grænse, som krydses fredag – Langfredag.

Vi regner begge med at skrive videre her på bloggen, men naturligvis fra forskellige oplevelser, så vi håber ikke det bliver for forvirrende med to skribenter fra to forskellige steder i Sydamerika.

Hola amigos,

Ich habe in den letzten Tagen gemerkt, dass wir trotz der Ruhe, die wir versuchen uns zu nehmen so viel entdecken und ich mich heute beim Einkaufen auf dem Markt ein schlechtes Gewissen überfallen hat, dass ich mich beeilen sollte, weil wir immer noch in diesem Blog weit hinterher-hängen und eigentlich noch sooo viel zu schreiben und berichten können. In den letzten Tagen „hatten wir so viel Zeit“ und doch ist sie uns irgendwie durch die Hände geglitten und es fühlt sich nicht richtig an die letzten Tage zusammen so zu verbringen, wie heute. Ich will hiermit eigentlich nur erklären, dass ich selber gerne noch sehr viel erzählen will, wir aber die nächste Woche nur einige Bilder hochladen werden, weil ich mir selber zu viel Druck gemacht habe...

De sidste dage har været fyldt med tanken om at vi jo har masser af tid (da vi jo skal tage det med ro i højden), og det har virkelig frustreret mig, at jeg føler, vi ikke har ”nået noget”. Og jeg ved, at det ikke passer, men jeg følte en dyb dårlig samvittighed i dag imens vi var på det lokale marked og klokken allerede var 16 – og vi endnu er virkelig tilbage med at skrive blog. Der er så utrolig meget jeg gerne vil dele, men jeg har endnu ikke nået at skrive så udførligt og ”perfekt”, som jeg gerne vil, og jeg tror det er bedst, hvis jeg kun lover billeder indtil Rieke og jeg skilles i Lima, for jeg har svært ved at fange nuet med todo-listen i hovedet...

We´re sorry for not having written so much lately and we´ve come to the realisation that our last week together is starting now. I always want our descriptions to be understandable and enjoyable to read and today I discovered a deep frustration that we still haven´t shared a lot about our last experiences. The pressure (we (I) make ourselves) to write has eliminated the fun while writing too much and I think it´s best that we only promise pictures during the next good week…

Zwar war die Nacht schwierig, doch der anbrechende Tag mit seinen neuen Aussichten umso spannender. Die meisten Mitreisenden sind kurz vor der ersten und gleichzeitig zweitletzten Haltestelle Abancay (50,000 Einwohner auf 2400m Höhe) aufgewacht und wir können mit gutem Gewissen die Vorhänge der Frontscheibe komplet zur Seite schieben (der Standort zu diesem Zeitpunkt ist auf der Karte markiert). Hier sehen wir, wie ein Fluss auf die Straße zufließt und nicht wie erwartet unter die Straße geführt wird, sondern der Strom einfach über die Straße läuft und wir hindurch fahren müssen. Man hat dafür den Asphalt mit Betonplatten ausgetauscht welches anscheinend gut funktioniert, denn diese Lösung sehen wir seitdem immer häufiger.

Und auf einmal sind wir doch nicht auf der Hauptstraße - naja - auf jeden Fall sind die nächsten 5 Stunden durch die Berge von Bergeinsamkeit geprägt und nur wenige Siedlungen entlang der Straße zu beobachten. Leider ist der Fernseher auch wieder angeschmissen worden und kämpft mit allen Mitteln um die Aufmerksamkeit der Passiegere gegen die fantastische Aussicht. Da wir genau unter den Lautsprechern sitzen, hören wir Hörbücher und finden heraus, dass Eisenmangel und damit verbunden Anämie (zu wenig Hämoglobin für den Sauerstofftransport) laut der WHO über eine halbe Milliarde Frauen und ja auch ziemlich viele Männer betrifft! Vielleicht weil der Mensch seit der Industrialisierung kein Eisen mehr durch Trinkwasser zu sich nimmt, denn dies wird für den Gescmack "enteisent". Und das macht uns angeblich dümmer. Puhh.. Haben deswegen so viele Menschen Kopfschmerzen?

Naja, zurück zur Reise im Bus: 30 km vor dem Busterminal in Cusco die wächst die Bevölkerungsdichte an und wir vernehmen, dass die alte Hauptstadt der Inka jeden Moment vor uns auftauchen kann.

Gegen Mittag steigen wir mit versteiften Beinen aus dem Bus, nehmen unsere Reisetasche entgegen (die andere durften wir bei Diana und Alexa in Lima lassen!) und machen uns auf dem Weg zur privaten Unterkunft am anderen Ende der Stadt. Ein fröhlicher Ort und von Touristen aus aller Welt geprägt. Das merken wir schon jetzt!

Die Nachtlichter Cuscos erfüllen unsere Augen auf dem kleinen, gemütlichen Balkon der süßen mit Liebe eingerichteten Einzimmerwohnung in der wir uns die nächsten vier Nächte 3300 Meter über dem Meeresspiegel akklimatisieren werden. Man merkt die dünne Luft in den Lungen und auch die Nachtkälte schleicht sich in unser Zimmer. Nach einer langen, schlaflosen, aber spannenden Bustour sitzen wir nun endlich in Alpakapullovern auf dem Bett und hoffen auf eine erholende Nacht.

Mange gule lys, der oplyser Cuscos gader i 3300 meters højde over havets overflade, danner et blegnet spejlbillede til den klare stjernehimmel, som man kan se oppe fra lejlighedens veranda. Lejligheden består af et værelse, der forener køkken, soveværelse og stue med hinanden og vi kan pludselig igen mærke kulde. Busturen langs kysten og gennem ørkenlandskabet og efterfølgende op af de uendelige mange serpentiner i de grønne bjerge var trættende, tog 24 timer, men vi fik set meget forskelligt landskab! Vi tager det med ro de næste dage – så vi ikke ender som Jakobs farfar i inkaernes hovedstad.

It takes long 24 hours by bus to reach Cusco. To get to our apartment we have to walk up some stairs and are already feeling the thin air in or lungs. In 3300 meters above the ocean it is colder than we until now were used to on our trip, but it lets us try our new alpaca sweaters. For dinner we have tomato, onion, spinach, eggs, and pasta bought on the market close by the bus station.  

Om morgenen, onsdag den 03. April, vågner vi tidligt op sammen med 17 årige Diana, som er på vej til port-manager-studiet, siger farvel og har ellers 9. sals lejligheden med havudsigt for os selv. Dog kan vi ikke ligesom igår være her hele dagen men pakker, for vi vil tage bussen omkring middag. Til Cusco er det en 21 timers tur. Puhh.. Hvordan det mon bliver at sidde og sove i samme sæde et helt døgn?

Det var i hvertfald den rigtige beslutning at tage pladserne nummer 15 og 16, for de er på øverste dæk, helt forrest. Turen ud af byen og langs med kysten er derfor spændende og virkelig behagelig på mange måder inden det bliver mørkt, og jeg kan allerede nu anbefale en hver anden rejsende i Sydamerika at benytte sig af det privatiserede bustransportsystem. Vi booker online via redbus.pe og betaler omkring 30 Euro/person via debitkort for turen med ”Oltursa”, ligesom vores rejsehåndbog anbefaler.

På vej fra Plaza Norte til San Isidro-terminalen opdager vi, at hovedstadens gader er propfyldte og enkelte gange minder gaderne mere om floder end om reglemneterede veje. Køretøjer følger selvskabte strømme mere end de manglende hvide striber og højre vigepligt voldtages virkelig groft. Man forlader vejen ved at tænde for havariblink og dytte. Uden at brokke mig for meget over trafikken vil jeg egentlig bare sige, at det dejligt at se tiltag til offentlig transport frem for den fyldende taxa-trafik, imens vi passerer distrikterne.

Desuden kører vi op ad ”Prolongacion Parinacochas” (i distriktet La Victoria) som er en gade i hvilken der ikke er butikker i de små fortovsværelser, men uden undtagelser små bilværksteder, som til dels strækkes ud til vejen, hvor brugte og nye motor- og køretøjsdele flyder til højre og venstre. Gaden er så lang, at man kan nå at stille træskoene inden man har fået prøvet hvert værksted!

En time efter vi har set sikkerhedsvideon på spansk, engelsk og quechua (de indfødtes sprog tilbage fra Inka-tiden) og bussen er stadigvæk fanget i ensrettede veje og områder med 30 km/t som hastighedsbegrænsning.

Men ankommet ude på ”la autopista” (motorvejen) ser vi byen langsomt svinde og kun enkelte huse stå tilbage blandt de ørkenagtige bakker, som danner omgivelsen. Selvom Stillehavet ikke er mere end 100 meter fra vejen, så kæmper hvert eneste levevæsen her for hver en tåre vand – ferskvand, og det er virkelig vildt at se disse to ekstremer konfrontere hinanden: havet og ørkenen.

Lige efter vi har passeret Villa el Salvador ser vi et forsøg på beplantning af de tørre sten, som former ørkenbakkerne. Og tænker på hvordan det mon går med træerne i Trapiche...

Overfor, altså på højre side af bussen (Fahrtrcihtung rechts) passerer vi i løbet af de næste to timer utallige "feriebyer", som består af hvide og pæne (for det meste færdige) beboelser med så store glaspaneler som muligt. Flere skilte reklamerer for dem, så man får en fornemmelse af, at mange investeringer prøver at hive folk ud fra byen og ud til kystområdet. Enkelte reklamer er på engelsk, så måske fristes rigere og ældre turister, som er på sammen kurs som os til en pensionsinvenstering? Men på trods af al umagen, så indkørslerne og sandvejene til byerne ligeså tørre som ørkenen på den anden side af den modgående trafik.

Det må være drømmen for enhver ambitioneret marketingchef: Ved vejen er bilisternes opmærksomhed og ingen grænser for, hvor stort og vildt reklameskiltet må være - så det er enorme reklamer vi ser, hvor ikke bare selve illustrationen sprænger skiltets ramme, men led-lys og den tredje dimension virkelig gør det svært at modstå at kigge. Ved racerbanen "Autodrome" lige syd for lufthavnen ved San Bartolo står en konstruktion som tydeliggør dette:

Omkring 63 km syd for Lima kører vi direkte ved stranden og en "sneaker" (uventet høj bølge) kan nærmest skylle os væk fra motorvejen "Carretera Panamericana Sur":

Og 3 km senere er alt omkring os pludselig grønt! Vi passerer et floddelta og forstår at det strømende ferskvand (ligesom i Trapiche) tillader området sin frugtbarhed; marker, afgrøder, græsplæner og træer. Et typisk fænomen for de næste timer, hvor den ufattelige tørke afbrydes af de langtrukne oaser, der er så uhyggeligt afhængige af flodens vand som bringer liv i ørkenenes fjendtlige land.

Og så forsvinder solen langsomt bag bakkerne og dykker ned i havet, viger for natten, som langsomt falder på, da vi når "Las Palmeras" (markeret på kortet). Men her i rejsebussen(erne) kan man glemme alt om at sove inden rulleteksterne til den sidste dårlige film er vist, for tv-et danner hovedlyskilden og højtalerne sidder lige over os. Men juhuu! Nu kommer aftensmaden - lidt ligesom i flyveren. Hver passager får sin egen lille menu med plastikbestik, som vi gemmer til senere.

Vi stopper i Nazca og det føles lidt trist at misse "Nazca-linjerne", men man misser og oplever så meget, når man rejser... Natten bliver dog forfærdelig: Fordi vi kører ind i landet og op i bjergene kaster serpentinerne os frem og tilbage i sædderne, så vi falder i det stadie, hvor man ikke helt ved, hvor meget man har sovet og hvor længe man bare har prøvet... Og desuden plager køresygskvalmen, når man ikke kan se sine omgivelser mere...

Vi vågner/begynder at se til et helt andet landskab, da dagslyset bryder frem: Bjergskoven i Andesbjergene - "Sierra´en".

Unser erster Teil der Strecke von Lima nach Cusco an der Küste entlang.

Our first section of the jouney from Lima to Cusco along the Pacific coast through the desert.

Nach einem langen Sonntag stehen wir, erholt nach einer letzten Nacht in unserer kleinen Hütte mit unserem kuscheligem Einzelbett, auf. Jakob hat schon am Abend davor gepackt, weil er morgens immer ein wenig länger braucht als ich. Dafür arbeitet er abends schnelle, wo ich unkonzentriert und müde bin. Routiniert füttern wir die Tiere und ich packe schnell noch meine Sachen, bevor wir ein riesiges Frühstück von Luisa serviert bekommen. Da gestern am Restauranttag nicht viele Kunden waren, sind Unmengen an Essen übergeblieben. Das erste Pech wird jedoch schnell von einem anderen gefolgt, da auch die Elektrizität ausfällt über die Nacht und der Kühlschrank ausfällt…

Überrascht darüber, dass Luisa mitkommt nach Lima, steigen wir in ein Taxi zur nächsten Stadt. Hier steigen wir in ein nächstes Taxi, welches uns den ganzen Weg zu Limas Innenstadt bringt. Damit wir nicht mit unserem ganzen Reisegepäck durch die Stadt wandern müssen, bringen wir die Rücksäcke in Antonios Büro unter. Antonios Büro legt mitten in der Innenstadt in einem Hochhaus. Erstaunt finden wir erst jetzt heraus, dass Antonio ganz oben bei der „Confederacion Nacional Agraria“ mitspielt. Beeindruckt besteigen wir bepackt die acht Stockwerke und stellen unsere Rucksäcke ab. Zusammen mit Luisa bummeln wir durch den touristischen Markt und handeln dank Luisa die Preise zu einem fairen Preis herunter. Den Stadtplatz zeigt sie uns auch noch einmal, bevor wir uns wieder in Richtung Büro bewegen. Als wäre das nicht schon genug bietet Luisa uns an um sonst in dem Apartment ihrer Töchter Diana und Alexandra zu übernachten! Wir nehmen mit Freude das Angebot entgegen. Die Wohnung befindet sich in einem riesigen Hochhaus direkt am Meer. Von einem kleinen Balkon aus, hat man eine gigantische Aussicht auf das Meer. Nach einem gemeinsamen Abendessen gehe ich frisch geduscht und zufrieden ins Bett.