Verden kalder, Die Welt ruft, The World is Calling

Some pictures of the second last dinner, we had on Durga´s Den. We were allowed and helped to use the clay pizza oven and hence, made pizza with dough, tomato sauce, and fire!

An unserem zweitletzten Abend auf der Farm dürfen wir den Lehmofen anschmeißen und backen ohne technische Hilfsmittel sehr ultra mega leckere Pizza.

Vi starter den traditionelle lerovn, som blev bygget af frivillige for nogle år siden og laver ultra lækker pizaa på vores næstsidste aften på farmen.

Port Antonio

This weekend, we complete our first couple-weekendtrip here from Durga´s Den. Saturday through Sunday, we visit and experience the city of Port Antonio on the eastern part of Jamaica. After we have surprisingly welcomed and showed Rafi, a new volunteer from Bavaria, around the farm, we pack our small bags and leave the farm behind, while Miki drives up Orange Hill with the big truck: “Have a good trip!” “Yaman!” Our original plan of taking the comfortable but still fairly cheap bus (Knutsford Express) is knocked out by our departure later than 11:20 am, and luckily Lise is fast with an alternative solution on phone. Some moments, I´m thinking about cancelling the trip due to the fact that we are far behind on the blog and have experienced so much already; but like last Tuesday, we choose to drink the sweet fruit punch of life while it´s still refreshingly cold (Ok, maybe enough metaphors for now and I´m kinda thirsty while writing), and feel like its now or never and grab our bagpacks.

 We will take the “local” way of transportation: the minivan from the Ocho Rios transportation centre. Sounds like a good idea, and an even better one when we ask for the fee. “500 Dollars.” Another passenger tells us while waiting on old concrete benches in the noon-sun shade among dust, vehicles, and traveling people among vendors. “Jamaican.”, I ask with a small incline in tone while ending my reply. She grins and nods. 500 Jamaican roughly equal 4 US Dollar for 2 hours of drive. “How is that even possible?!” we ask ourselves.

Later, we´re 17 passengers gathered in the Isuzu i-van after the first three minutes onboard my right thigh is sweating being pressed against Rieke´s leg. And the driver has not even finished his take-away fried chicken yet. We´re still parked in the route-taxi- and bus centre. Through the open door, I suddenly observe to women with lighter skin colour than the surrounding crowd and a massive bagpack -and they obviously want to go to “Portie” (Port Antonio) as well. “Tough luck”, I think to myself, “they´re too late.”

But, Jamaica!, and we´re 20 souls rumbling on the Northern Coastal Highway eastward, luckily without one closed window. The driver, who is conversating with two passengers in the double passenger seat and is looking them into the eyes way too often, is staying tuned to a dancehall-reggae-mix that´s blast out of a speaker under my seat. The two woman who enter the bus as the last passengers are from Germany, and after we´ve smalltalked a little, Rieke and I listen to music selected by ourselves through headphones the leftover trip.

It´s a beautiful ride along the coast. Sometimes there´s nothing but few feet of grass in between us and the surf and at other times, the entire van is getting car sick by the winding road up into small hills. All we see is green, blue, and sunshine.

At one point, a minivan coming in our direction flashes it´s lights signalizing an event further up the road. The driver is completely relaxed, so “it cannot be police control coming”, I think, “cause this MUST be illegal”. I mean, it´s against the law to be unbuckled while driving here.

The driver buckles up.

*inner shm at the Jamaican laws and their enforcement*

So, the police doesn´t mind 19 unbuckled people in a 9 seat vehicle, AS LONG AS THE DRIVER IS USING HIS SEATBELT! :D

Thank God and Jah that we arrive at the Port Antonio transportation centre 2.5 hours later. I get out and think, it´s just a small stop, cause I´m looking right onto endless miles of Caribbean Sea. But what great spot for a ZOB.

Accidentally, I confuse East- with West Palm Avenue and our trip to the hostel (“Porty Hostel”) turns into a small hike where a nice local tourist guide and a (“surprise!”) German crewmember of a docking sailboat are so kind to share their experience and knowledge regarding this town while we walk in the right direction.
The heart of the city is marked by a clock tower that´s out of order and the townsquare´s smaller brother is missing a tooth; the monument for all fallen Portland Parish soldiers in World War´s is missing World War II. However, this first impression of slopiness is drastically drowned by the vibrance of people in the streets, shops, market stands, and traffic.

Feeling a bit insecure about a for us unknown part of this Island in the beginning, during the next 24 hour we get closer to the feeling of what our traveller´s guide describes as a good approximation of real Jamaica. Here are some pictures and attached descriptions of our weekend adventure:

Efter vi på ugens anden dag (I Jamaika er søndag den første dag på ugen) brugte det meste af arbejdsdagen på at vande the Front and the Back (og lære lidt spansk imens) og eftermiddagen lidt ligesom altid- hygge i gazeboen, snakke og ordne lidt ting og sager.

Ved aftensmaden hører vi, hvordan fire unge besøgende fra Quebéc aftaler at tage til Spanish Bridge med Lise den kommende dag, og vi får tilbuddet om at komme med ved morgenmaden tirsdag. Egentlig har vi en hel del projekter at færdiggøre, og bare for produktivitetens skyld diskuterer vi to, imens vi ”molder” (skubber jord til hver enkelt rod) nogle majroer om morgenen. Egentlig vidste vi allerede fra starten af, at vi ville tage med, men vores diskussion viser, at vi i løbet af de sidste uger har udviklet en vis ansvarsfølelse for stedet her. Dette er et tegn på at vi føler os godt tilpas, men måske burde vi også være opmærksomme på at ”koble fra” og sige: Fuck it. (Fx kom den store truck i går til at totalsmadre toilettet ved at håndbremsen fejldede og lod 3 tons brase ind i det (gudskelov) tomme skur for enden af forhøjningen som derefter bragede et stykke ned af skrænten bagved (Ok, det jeg vil sige er, at hvis Lise og Miki ikke er started på oprydningen endnu, så burde vi ikke føle os ansvarlige i skrivende stund – anden historie))

I hvert fald beslutter vi os for at gribe chancen og komme med på tur tirsdag formiddag. Målet er at gå til Spanish Bridge; ca. 7 kilometer (teoretisk) gennem det bakkede landsbkab fra Durga´s Den. Det føles som at være på spejderhike, bare uden kort og med tillid til lokales direktioner. Og det er godt, at se mere af det ”normale” liv rundt omkring os: I hvilke huse folk bor, hvad de relativt få bønner rundt omkring gror, og se, at naturen er så smuk, venlig og grøn også i miles omkreds. Paret Sam og Alex er super søde og deres veninder Julie og Annabelle er her ligesom os for at nyde omgivelserne og folkene, de omgås med, så vi går alle og snakker i par og smågrupper, som dannes og brydes i takt med svingene på den snoede vej vi følger.

Julie fortæller om hvordan hun arbejder som bæredygtighedsansvarlig for et tøjfirma (Reitman) i Montréal og Sam og Alex skal snart til at adopetere et barn, hvilket kræver en virkelig stor forberedlse – som er interessant at høre om.

Vejen udvikler sig til at være mere støvet og efter vi har snakket med nogle formiddagsfri mænd, der træner deres haner for kamp i weekenderne, ankommer vi til den baren/kiosken, hvor vi skal tage den afspaltende vej til højre. Vi har hvist glemt vores madpakker, så vi to køber nogle plastikindpakkede pseudobrød, som smager alt for godt til at være sunde og ”tilfældigheden” vil, at en mand deler ”gratis” vand-kokosnød, som vi får drukket up (mindst 1 hel liter) og smagt frugt-geleet inden i. Vi giver, som forventet, lige en skilling inden turen går videre.

Vi er virkelig ude på landet nu, og jeg ser, at folk arbejder ved at passe på en lille flok køer, som går og græsser rundt omkring simple huse med bliktag. Alt går vel også lidt langsommere her – solen brænder ned, og vi får solcreme på igen.

Ok, jeg vil ikke lyve; vi ender med at tage en route-taxa det sidste stykke af vejen. Det tager faktisk et godt kvarter imens Rieke og jeg sidder i bagagerummet (vi vil fandme ikke betale fristelsen to gange, men hellere proppe os selv ind i én taxa), så måske skulle vi have haft et kort med til fods. Charles og Virginie (også to gæster fra Quebec) smiler til os, da vi ankommer – for de ville hellere tage taxaen end at gå, og har ligget i solen og ventet på at vi kom marcherende.

Dagens egentlige highlight forgår ved den spanske bro, der deler St. Ann og St. Mary Parish (to af de 14 distrikter, Jamaika er delt op i for administrative årsager), for denne gang skinner solen og der hersker liv og glade dage. Vi hopper fra badebroen ud i det glasklare vand, som denne tirsdag heller ikke føles så koldt. Alex har været til svømmekonkurrencer igennem sin barndom, så vi kan svømme om kap mod strømningen under broen og beundre det virkelig velplacerede tov, som man kan svinge sig fra, 5 meter over vandets overflade.

Rieke overvejer virkelig, om hun tør. Det føles, som at flyve et kort øjeblik inden man svinger tilbage eller giver slip på 15 meters reb og styrter ned mod den mørkeblå stillestående strømning. Vi har det fantastisk i nogle timer og tiden flyver indtil vi venter på taxaen, der kan tage os hjem til Durga´s Den, hvor dagens træthed mærkes i hele kroppen.

Die Unterwasserwelt vorletzten Sonntag war atemberaubend! Am Anfang des Tauchgangs fokussierten wir viel auf den Druckausgleich der Ohren und auf das Atmen, denn das ist gar nicht so einfach, wie man es erst glaubt. Nach ein paar Eingewöhnungs-Minuten, konnten wir endlich die andersartige Welt bestaunen. Wir waren zu fünft (Miki, Samuel, Jakob, Chris (der Ausbilder) und ich) drei Meter unter der Wasseroberfläche in einem Riff namens „Double Reef“ an Ocho Rios´ Küste. Der Steuermann unseres Bootes hatte anfangs Probleme am Riff zu ankern, aber da alle im Boot im Urlaubsmodus waren, genossen wir die paar Minuten Wartezeit, da die Aussicht auf das türkise Meer ist immer wieder schön ist. Ein „free dive“-Tauchmanöver von unserem taucherfahrenden Miki lässt den Anker endlich fest im Riff sitzen und wir können unsere Rückwärtsrolle aus dem Boot mit Taucherausrüstung antreten. ? Ich brauche drei Versuche...

Insgesamt sind wir 50 Minuten unter dem Wasser und schwimmen in einem Umkreis von zehn Metern hin und her und nehmen die verschiedenen Fische und Korallen war. Für so lange nicht sprechen zu können ist merkwürdig, aber lässt uns auf andere Art kommunizieren. Die Sonnenstrahlen gleiten mit goldenem Schimmer durch das Meerwasser und die Umgebung beglückt mich sehr und löst ein magisches Gefühl in mir aus. An die hundert kleine Fische schwimmen kurz unter der schimmernden Wasseroberfläche und lassen mich einen Augenblick alles andere vergessen. In T-shirt und Badeklamotten ist es nur ein bisschen zu kalt. Am Ende fällt uns das Atmen nicht mehr schwer, da wir einen natürlichen Rhythmus folgen. Da den anderen das Oxygen und Nitrogen ausgeht, während mein Tank noch ungefähr zur Hälfte gefüllt ist (vielleicht bin ich ja perfekt fürs Tauchen gemacht, da Miki sehr beeindruckt von meinem wenigen Luftverbrauch ist), durchbrechen wir wieder die Oberfläche und setzen uns erfolgreich alle wieder ins Boot und fahren zurück zum Strand, wo Lise und ihre Schwester Diane schon auf uns warten. Ein unvergessliches Erlebnis, dass sich hoffentlich irgendwann wiedeholt!

Either a Human or technical error caused our delayed arrival at breakfast this morning (I was quite exhausted when setting the alarm Friday night, but so sure to have switched it on…), which meant hurrying to the pick-up-truck half an our later. The load full of freshly reaped vegetables for the ecological market in Kingston, Miki drops us of on Fern Gully Main Road (five minutes’ drive from the farm), in order for us three (Lise, Rieke, and me) to join this Saturday´s event: “Massive Dengue Clean-up in Colgate”.

The last weeks, dengue fever has been increasingly spreading throughout of Jamaica, and. Causing several infections around our neighbourhood in Colgate (the town closest to Durga´s Den). The mosquitos (Aedes Aegypti) lay their eggs in any kind of still fresh water for the offspring to hatch two-seven days later. Thus, the best and most ecological way to minimize the number of dengue-transmitting mosquitoes, is to minimize the number of potential spots with still standing fresh water. Here in Jamaica, waste management is waiting on a severe governmental investment, so trash (especially plastic) is found wherever the eyes rest.

Due to these circumstances, the Jamaican Ministry of Health asked the local and selffunded “Colgate Development Committee” (CDC) with Lise as its freshly elected President to spend the last weeks to organize an initiative for everybody feeling responsible to prevent dengue fever from reaching anyone in the community and partially condense the immense plastic overflow. Because the CDC realised the danger (everybody somehow knows somebody that has been infected with dengue) and the medical system often fails, people want to act quickly and not wait ages for the government to act directly.

Due to our error with taking care of time, the three of us meet the group of concerned locals who had already started the “Massive Dengue Clean-up in Colgate”, armed with plastic trash bags and latex-gloves. Our task is it to collect every sort of “unnatural” object that might gather water. So basically: All of the plastic along the road – since we´re not stepping on any private property. Here in St. Ann Parish, glass is the only easily recycled product, so we collect (broken) glass bottles in a separate bag. Also, the Breadnut Hill Primary School (500m from Durga´s Den) is hosting a “Polyethylene terephthalate-bottle drive” (PET-bottle-drive) which means that plastic bottles are collected in a fenced area in the schoolyard and eventually bought by a processor. The profits are used to realise further school projects. Therefore, we place plastic bottles with a small triangle and a “1” within it into the second bag with a thought of killing two mosquitoes with one stone.

The third bag is for everything else – a boatload of plastic and trash that humans have thrown into nature or lost along the road. We´re about 15 people ready to protect our local environment and ourselves. Rieke and I join up with Kenneth, a local who lives close the intersection of Fern Gully Main Road and Breadnut Hill Road – and split up the work together. Either we are slower or just more meticulous than the head of the group which soon reaches Breadnut Hill Road, while we´re still at a church´s parking lot down the road.

It´s a satisfying and at the same time disgusting work to do. Gloves protect our hands from litter, nothing smells really bad, but it´s frustrating that our Saturday morning is spent with delousing streets, because of a great amount of people´s laziness and lack of energy to dispose properly. While artificial elements are spotted, cars and trucks drive right by us, honking (which is a regular way greeting in a friendly manner in this country), and I´ve got to admit that safety vests could have shaped this event more seriously; as concerning locals we´re putting ourselves into somewhat of a danger. When picking up trash like this, bending down, grabbing, and carrying it further in the correct collecting bag, a great level of direct satisfaction is reached due to the instant change that we make. However, when looking up from the street and observing the area around, it can be quite hard to stay motivated since it´s easy to say that the enormous quantity of garbage around us is like an ocean of waste compared to the drop of decontamination we symbolize.

Because Kenneth, Rieke and I are too far behind, we miss the information of taking a left by the intersection, so we accidentally continue along Fern Gully Main Road- reaching the local barber and spotting a mountain of trash in the backyard behind the neighbouring bar. The view makes us give up instantly, and Kenneth calls for more assistance. Communication is of vital importance for an event like this: We are driven back to the rest of the group and continue from Durga´s Den in the direction of the other half. An hour later, we´re all gathered for a group picture before heading over the basic school (kindergarden) and thereby finalizing the event. The sun is starting to burn. On our way toward the rewarding soup, the President Lise, the event-manager Maureen, Rieke and I are the only ones who continue the dengue-prevention while noticing that this road supposedly has been cleaned up – but not really.

The clock is around 12, when we arrive at the basic school and receive the information that goat-head-soup is served for everyone. Luckily there is "pudding" (a sort of sweet-potato-cake and Lise knows a place where to get chicken soup, also ?

I´ve entirely lost the overview, of who has really been a part of the clean-up in which period, and since Marine has left as well, there is no final evaluation today – Lise laughs a bit when I ask about it.

Later this Saturday, we manage to take a route taxi down to the town where we spent the rest of the afternoon at our so far favourite beach by the White River Delta.

It´s dark when we get back to the farm – tired and about to make our typical Jamaica-dish; The cheapest spaghetti with the cheapest tomato sauce :D

Forige Lørdag befinder vi os efter hurtigt morgenmad bag i Miki´s pickuptruck, der inden turen til det økologiske marked i Kingston buldrer ned ad ”Fern Gully Road”, hvor den lokale ”selvhjælps-gruppe” har organiseret en formiddag med dengue-feber forbøjenden oprydning og efterfølgende gedehovedsuppe.

Man kan godt spørge sig, hvordan det, at samle plastikaffald i vejkanten kan være med til sænke risikoen for flere tilfælde af den influenzalignende virussygdom ved navnet denguefeber. Det hænger sådan sammen, at vira spredes via en myg der hedder Aedes Egypti – altså, når den kvindelige myg har stukket et menneske med denguefeber, kan denne sygdom overgives til de efterfølgende mennesker, den stikker. Og der har været mange tilfælde af dette her på det sidste i Jamaika. Myggen lægger sine æg i stillestående ferskvand, hvilket der egentlig ikke er særlig meget af i vores område (meget få søer, mere floder, der løber ud i havet). Denguefeberet har dog kunne sprede sig i løbet af de sidste uger, da stillestående vand samler sig i alt det fucking plastik, der flyder over det hele, hvilket er så dumt. Ok, tilbage til seriøsiteten: Så for at minimere antallet af myg så hurtigt så muligt, har sunhedshedsministeriet motiveret alle til at fjerne ”unnaturlige”, åbne muligheder for vandansamling. Og det er det, som Lise, Rieke og jeg er med til hele formiddagen – med arbejdshandsker, plastikposer og en masse knæbøjninger sammen med ca. 15 andre ansvarsbevidste fra området. Det er ikke altid sjovt og solen gør det ikke nemmere, når man har langt beskyttende tøj på.

Men det er dejligt at møde nogle af de lokale og føle sig en del af ”the community”. Vi får samtidig set børnehaven og grundskolen her i landsbyen ”Colgate”, og heldigvis kender Lise til et sted, hvor man også får kyllingesuppe efterfølgende :D.

PS: Billedet af Rieke der spiser en slags kage, viser hende hvordan hun nyder ”pudding”, som er kage lavet hovedsagligt af sød kartoffel (batat).

PPS: Om eftermiddagen lader vi os tage med ned til Ochi, hvor vi slapper lidt af på min yndlingsstrand ved White River deltaet. Igen, en anstrende, men virkelig god dag.

Vorletzten Samstag nehmen wir zusammen mit Lise an einer „Massiven Dengue-Fieber-vorbeugenden Aufräumaktion“ hier in Colgate Teil. Der Grund für dieses Aufräumen sind die steigende Anzahl von Dengue-infizierten Menschen in Jamaika und das Gesundheitsministerium, welches lokale Initiativen zur Minderung der Mückenanzahl fördert. Das hängt so zusammen: Wenn die (weibliche) „Aedes Aegepti“-Mücke einen mit dem Dengue-Virus infizierten Primaten sticht, kann der Virus auf jede Person übertragen werden, die nachfolgend von derselben Mücke gestochen wird. Wenn die weibliche Mücke es schafft ihre Eier danach in stillstehendes Süßwasser zu legen, schlüpfen die Larven zwei bis sieben Tage später um wieder als „Vektoren“ für das  40 bis 60 nanometer große, behüllte RNA-Virus mit positiver Polarität aus der Familie der Flaviviren (An dieser Stelle ein Danke an wikipedia.de) dienen.

Da viele unserer Nachbarn und Gemeinschaftsmitglieder entweder zu wenig Energie haben und zu faul oder unwissend sind, befinden sich ÜBERALL perfekte Geburtsorte für die Dengue-Mücke; Plastikmüll (Flaschen, Lebensmittelverpackungen, Bonbon-papier) aber auch anderer Müll, wie Glasflaschen oder Autoreifen.

Unsere Mission an diesem Samstagvormittag ist es also, so viele unnatürliche (potentielle) Wasseransamlungen zu entleeren uns zu zerstören. Mit anderen Worten gesagt: „So viel Müll wie möglich einsammeln.“ Wir lernen um die 15 nette, verantwortungsbewusste Nachbarn kennen und unterstützen die lokale Selbsthilfegruppe von der Lise die frischgewählte Präsidentin ist.

 Zwischen acht Uhr morgens und halb zwölf machen wir unglaublich viele Kniebeugen, bücken uns und schwitzen in die langen Klamotten. Bis es im Kindergarten Ziegenkopfsuppe gibt. Zum Glück haben wir den Nachmittag nichts vor und Lise weiß, wo es auch Hühnersuppe (ohne Füße) gibt :)

Am Abend kommen wir von White River Delta wieder hier auf Durga´s Den an, und fallen todmüde ins Bett, denn Sonntag ist auch ein großer Tag.

Som så tit, når vi skriver, er mørket faldet på og lige nu ligger hankatten imellem Rieke og mig i hængekøjen, og aftensmaden er på vej. Imens vi nu har taget hul på den nye uge, er der lige lidt om, hvad ellers fyldte den sidste.

Onsdag er dagen, hvor vi finder de ni kyllinger under den hytte, som vi indtil videre har boet i, men som må overgives til de os nu i skrivende stund omgivende gæster. Desværre vågner jeg (Jakob) overraskende nok med feber og mavepine den morgenen og sidder ude i gazeboen med lange bukser og plastik-mikrofiber(fleece)-trøje og halvfryser hele formiddagen, selvom solen (som næsten altid!) bager helt vildt. Uden at være til meget gavn, kan Rieke og jeg starte sammen på stylteburet hvilket hønemoren og hendes ni kyllinger nu beskyttes af (for der løber mangustere rundt her på øen, siden briterne bragte dem i det 17. århundrede (dette er i øvrigt grunden til, at giftige slanger er så godt som udrydet på Jamaika)). Efter frokost opgiver jeg, lægger mig i sengen, lytter til ”Offenbarung 23” (Vidste I, at Queen Elizabeth d. 2.s mand ”Phillipe Mountbatten” hed ”zu Schleswig-Holstein-Glücksburg-Sonderburg” til efternavn og havde titlerne ”prins af Grækenland og Danmark” ved fødslen?), imens Rieke med lærende hænder bygger buret, som det endnu står i dag og kan ses på et af vores billeder.

Torsdag er vi heldigvis to kampklare ”volunteers” igen, der efter fodringen af fjerkræet og harene og vandingen af ”the Front and the Back” starter på det næste håndværklige projekt; at maksimere hyldepladsen i drivhuset, for at vi kan have flere bakker med frisksåede planter stående. Vi flytter lidt rundt på de eksisterende og starter med at bygge en helt ny hylde af træ og stålbræder. Om eftermiddagen ankommer Lise´s søster Diane fra flere meters dyb sne i Montréal, Kanada, og flytter ind i ”vores” hytte – og vi vil egentlig flytte vores ting over til den renoverede 20-fods-skibscontainer, men elekltrikere er i færd med at udvide antallet af fungerende lamper rundt omkring yogaplatformen, så vi laver et ”hit-and-run” nummer, hvor vi overnatter i køjesengen som egentlig er ment til de frivillge hjælpere ?

Fredag er dagen inden Miki tager til det økologiske markede i Kingston (sidste lørdag var ingen afsted, for der var ikke nok afgrøder), så vi høster rucola; tatsoi; og enkelte andre afgrøder (nogen af dem kender jeg heller ikke navnet på endnu..)(Billeder og oversættelser følger engang) hele formiddagen sammen med Lattore. Efter Kerrys altid lækre frokost skal den beboelige container lige befries for betonstøv og møbleres. Til dette for vi set et yderligere af Mikis huse her i området, for vi fragter en seng med ”Elfen” – og sidder bag i ladet!
Sådan ser det ud nu: (Billeder af vores hytte nu) Og myrene er også forsvundet! Ved aftensmaden finder jeg (og Rieke!) ud af, at det er valentinsdag, så Charles tager et ”valentinesdinner”-billede af os blandt den lige pludselige 11-hoveder store forsamling. Dette er en ret fascinerende ting ved Durga´s Den: Det hurtigt skiftende miljø betinget af de forskellige gæster, der alle har stor indflydelse på atmosfæren – altså, da gæster hurtigt bliver en del af fællesskabet og mange bliver nogle dage, svinger samtaleemnerne og det talte sprog meget igennem tre uger. Engelsk, nerderlandsk,tysk, svensk og en masse Quebéc-fransk indtil videre.
Efter virkelig hyggelig hyggesnak og hummer til aftensmad går vi i seng med beskeden fra Lise, om at være ved morgenmadsklare kl. 6 næste morgen – for vi har en stor opgave.

Zwar ist diese Woche schon angebrochen, doch nun kommt hier einmal eine kleine Zusammenfassung der letzten  Wochentage hier auf dem Hof.

Mittwoch Morgen entdecken wir die Küken unter „unserer“ Hütte und verbringen den Tag damit sie süß zu finden und einen auf Stelzen stehenden Käfig zu ihrem Schutz vor den Mangusten zu bauen; Rieke gilt hier die Ehre, denn ich liege merkwürdiger Weise den ganzen Nachmittag mit Fieber und flüchtete mit einem Hörspiel (Offenbarung 23) in eine andere Welt.

Zum Glück muss dies nicht Donnerstag wiederholt werden, denn es sind wieder zwei glücklich funktionierende Helfer am Start, die füttern, bewässern und weiter handwerklich schaffend sein können. Unser Homo Faber blüht weiter auf, indem wir an einer Ausweitung des Schrankplatzes im Gewächshaus mit einem neuen Regal beitragen können.

Freitag helfen wir Lattore, Miki und Lise bei der Ernte für den ökologischen Markt in Kingston, der normalerweise jeden Samstag abgehalten wird und ziehen am Nachmittag rüber in unser schöngemachtes neues Zuhause unter der Yogaplattform. Am Abend sind wir irgendwie plötzlich 11 Leute zu Tisch, denn Lises Familie ist von Montréal in Kanada dem Winter entflohen, und vielleicht gibt es auch weil Valentinstag ist ganz leckeren Hummer ? (weiß aber nicht, ob der jetzt ein gutes Leben, eine weite Anreise hatte oder ökologisch  ist – das fragt man aber dann ja auch nicht)

Even though the first day of the week is Monday in Jamaica, here´s a summary of the happenings last week since Wednesday.

Wednesday, Rieke and I found the chicks and spend the day building an elevated coop since protecting the mother and her offspring from the mongooses around in Jamaica – well… Rieke build it, while I, oddly, was lying in bed with a fever the entire afternoon listening to a German book about conspiracy theories. Rieke developed her carpenter skills and created a spot for everybody to appreciate the cuteness of nature.

The next day, Rieke is luckily enough not infected by me, and I´m ready to run again (YES!). We feed the chicken and rabbits, water the front and the back, and start our next carpentry project in the green house: Maximizing the amount of shelf space for trays with freshly planted and potentially germanising seeds.

On Friday, we help reaping for the market-day on Saturday, where Miki will sell fresh produce in Kingston. After Kerry´s always awesome and tasty lunch, we start moving our stuff from our quite temporary accommodation to the neatly refurbished 20-ft-container underneath the yogaplatform. It´s a great amount of cleaning that we appreciate while placing a second bed from Miki´s second house in our new home, which actually feels a bit like small apartment – so far with a semi-finished composting toilet.

For dinner, we´re 11 people on the farm and I recognize how fast and drastically the topics of conversations and nationalities change during the weeks here. Suddenly everybody speaks Quebec-French; And we´re on an Island where Taino- and Arawak-natives, then Spanish and Britsh colonizers used to-, and finally a population with strong African roots lives!! It´s a crazy world…

Nachdem Jeremy mit Schweiß auf der Stirn die „Dry Stone Wall” gestern fertiggestellt hatte, fing das nächste Projekt an: „Dry Stone Stairway (Treppe)“ direkt nebenan zu bauen. Es heißt; „dry stone“, weil Jeremys Handwerk bloß aus trockenen Steinen besteht und das perfekte Puzzle das Einzige ist, was seine Arbeit zusammenhält (wie das Weltwunder Machu Picchu in Peru). Sehr imponierend! Der Grund, warum Jakob die letzte Woche mit Hammer und Meisel geholfen hat ist der, dass niemand Lust hat sich alle passenden Steine zusammenzusuchen, aber oft das Motto: „Was nicht passt, wird passend gemacht!“, lautet.

Da bald viele Gäste auf Durga`s Den anreisen werden, müssen wir unsere gemütliche Hütte mit einem Container unter der Yogaplattform austauschen. Kein schlechter Tausch, da die Aussicht auf´s Meer gigantisch ist! Heute verbringen wir den Vormittag damit den Container sauber zu machen, da es lange her ist, dass hier jemand gehaust hat. Beim Saubermachen trefen wir jedoch auf ein Feuerameisennest und müssen vorerst unsere Arbeit abbrechen bevor alle Ameisen mit Kieselgur verscheucht sind. Puh, gut das wir das heute schon gefunden haben. Das wäre sonst ein Desaster geworden, hätten wir sie erst später (z.B. Donnerstag Nacht) bemerkt…

Den Nachmittag lang wundern wir uns (wie Lise eigentlich jeden Tag), was Miki eigentlich mit dem weißen, kleinen Lastwagen (Izusu Elf) betreibt, und nutzen die Zeit in der Sonne und in der Hängematte. Zu Abend gibt es Reis, Dal (zerkochte Linsen) mit gekochten Karotten und „Chocho“ (Deu: Chayote) -sehr einfach und lecker ?

Efter Jeremy blev færdig med ”the Dry Stone Wall” begyndte han i dag med sit næste projekt, nemlig at bygge en tørstenstrappe ved siden af. Det er meget fascinerende at se udviklingen af hans håndverk og man får en følelse af, hvor hårdt det er at bygge mure eller huse ud af tøre sten. Det hele skal sidder perfekt for at tyngekraften og friktion kan få den til at holde i lang tid uden at stenene bliver løse – ét stort puslespil, hvor man gerne må bruge stenhåndværkerens saks og kniv; hammer og mejsel.

Da der i løbet af denne her uge kommer mange gæster (blandt andet også Lises familie), er vi blevet spurgt om at flytte ned til yogaplatformen. Under denne er der placeret en udkørt skibs-container, der er lige stor nok til to værelser, der er forbundet med hinanden. Så der er godt med plads og en gigantisk udsigt over havet derindefra. Inden vi kan flytte derned, er vi i dag i gang med at gøre rent, da der alligevel har samlet sig masser af støv i den tid den stod tom. Under rengøringen støder vi på en myretue i sporet, det horisontalt bevægelige vindue skubbes frem og tilbage i. For at få myrene ud af vores nye ”hjem” drysser vi diatomit på vinduskarmen og listerne, der gør at myrerne dehydrerer og dør inden for et par dage. Godt vi fik øje på dem i rette tid, men lidt trist, at de skal gå på denne måde.

Til aftensmad får vi ris med dal (kogte linser), gulerod og ”Chocho” (på tysk: Chayote), hvilket er en super nem og lækker måde at slutte dagen på inden vi tager opvasken.

Today, we realised that it was our third Tuesday working here in Durga´s Den, and so far, no day has been the same. During breakfast, we developed the plan for this working period which focused on Rieke´s and my moving to the yoga-platform due to larger amount of people coming during this week. It feels a bit like moving into a new apartment, when we´re cleaning out the used shipping-container that now serves as “refurbished” living area – however, really nice that we discover the fireant nest before moving in on Thursday.
The afternoon is more relaxed, the sun is shining, and we´re hanging out around the gazebo; Rieke is able to take a nap in the hammock while I get to read and write some emails, before watering the plants in “the back” while Rieke helps making dinner: rice with dal (cooked lentils) and cooked carotte and “chocho” (squash-fruit) – easy and good – a perfect favourite dish!

The fireflies are competing with the stars for our attention around us in the dark, a couple from Canada has already arrived here on the farm, and is talking with Lise among the tables, while Rieke has done the dishes with Miki, and currently is waiting on me to wrap up the writing and get a good night´s sleep in the hut. Tomorrow, we´re probably learning how to build a composting toilet, but first; here some pictures:

Med godt selvskab fra Heidelberg og Berlin satte vi os i en route taxa i går formiddags ned til Ochi. Michael og Richard (far og søn) havde lyst at tilbringe en dag med os ved White River deltaet, hvor vi efter lidt leden fandt en lækker strand og kunne tilbringe havldelen af dagen med at ligge i sandet og bade i vandet (endda Jakob syntes det var varmt nok). Uh, det var fantastisk! Jakob og mig blev lidt solskollede, men det var dejligt at udnytte varmen, da det de sidste dage har regnet oppe på Orange Hill. Efter en øl på stranden, tog vi en taxa tilbage ind i byen, hvor vi fik købt ind og nød at blive inviteret til aftensmad på en restaurant, der hedder ”Jerk Center” og ligger lige ved foden af den bakke vi bor på. God mad med godt selvskab er altid dejlig. ?

Luften er ligeså fugtig som tøjet på hylderne her i hytten. Om morgenen er det en udfordring at kravle ud af den varme sovepose, da det trods alt er lidt koldt. Musikken af baren 100 meter herfra fornemmer jeg som behagelig og de evig summene insekter lader mine øjne falde i.

I dag (søndag) har vi bare været her på stedet.

Mit guter Gesellschaft aus Heidelberg und Berlin verbrachten wir den gestrigen Tag mit einem Lächeln. Michael und Richard (Vater und Sohn) wollten einen entspannten letzten vollen Tag hier um Ochi verbringen bevor es für sie weiter nach Port Antonio geht. Unser erstes Ziel war das White River Delta, welches wir nach einem Insidertipp finden konnten. Der kristalklare Fluss trifft neben dem FKK-Hotel der Stadt auf das karibische, warme Meer. Hier verweilten wir zu viert den frühen Nachmittag und wir bekamen einen Augenöffner bezüglich der deutschen Bevölkerung in Rumänien (https://de.wikipedia.org/wiki/Siebenb%C3%BCrger_Sachsen), und machten uns auf den Weg ein paar Einkäufe zu tätigen im bisher rumpelichsten aber günstigsten Supermarkt in Ochi: S. Liu Rexo Supermarket. Zum Abendessen waren wir eingeladen (Nochmal eine Danke an Michaels Freunde ? !) und haben nach einem dritten beendeten Tag einen ganz guten Überblick über Jamaikas meist befahrende Kreuzfahrtdestination.

Heute (Sonntag) haben wir einen Tag „zu Hause“ gehabt.

Ich glaube die Hunde (Taylor und Brando) zu hören, die ein Auge auf uns haben indem sie sich vor die Haustür auf die hölzerne Veranda legen und einem Beschützerinstinkt folgen. Jetzt fleht mich mein Magen schon seit Stunden an etwas zu essen und ich gebe dem nach. Kochen müssen wir noch, aber das geht hoffentlich schnell.

Yesterday was our third time to experience Ochi, since Rieke and I joined up with to guests from Durga´s Den and discovered the most beautiful beach around; White River delta! (Thanks for the hint, Jeremy) We really enjoyed it here, and it´s still stunning that the Caribbean sea is so incredibly warm and blue even during “winter”… We walked through town, getting some local and cool souvenirs and doing some grocery shopping (S. Liu Rexo Supermarket) before heading over to Ochi´s largest intersection and having our first “jerk”-meat at the “Jerk Center”. Back Durga´s Den where we´ve spent our Sunday as well.

Ob ihr es glaubt oder nicht. ICH habe heute Abend seit ungefähr 18 Jahren ein ganzes Stück FISCH (5 x 10 cm) gegessen und ich mochte es sehr, musste aber doch ein wenig mit mir selbst kämpfen. Ein beweis Video gibt es zwar nicht, jedoch kann Jakob es bezeugen. Puh, das hat lange gedauert bis ich mich durch gezwungen habe.

Für alle Bäcker unter den Lesern; hier ist ein unglaublich leckerer und unteranderem auch veganer Bananen Kuchen, den Lise für uns zum Nachtisch gebacken hat.

Vegan Bananabread

Zutaten:

• 250 ml brauner Zucker
• 250 ml Kokosnussöl
• 3 Bananen
• 500 ml Mehl
• ½ Tl Backpulver
• 125 ml Kokosnussmilch
• 1 Tl Apfelessig
• 1 Tl Vanille
• 1 Tl Zimt
• ¼ Tl Piment

Den Ofen auf 160°C vorheizen. Vermische nun Mehl, Backpulver und Zimt miteinander und siebe es durch ein Sieb. Danach werden Zucker und Öl in einem separaten Behälter miteinander vermischt. In einem dritten Behälter werden die zermatschten Bananen, die Kokosnussmilch, der Apfelessig, die Vanille und Piment vermischt. Nun alles in einen Pott packen und ordentlich verrühren. Die Backform sollte ungefähr 20*10 cm groß sein. Backe den Kuchen ungefähr eine Stunde auf 160°C und fertig ist der Kuchen!

Die letzten drei Tage waren bis zur letzten Sekunde durchgetaktet. Die Müdigkeit überfällt uns, aber hier sind noch ein paar Bilder der drei fantastischen vergangenen Tage:

De sidste tre dage har været propfyldte og energidrænende. Med trætheden i knoglerne og stillhed i sindet efter arbejdsdage og lang hyggesnak til aftensmaden, deler vi lige nogle billeder fra de sidste tre dage.

The last few days were full of work, new visitors coming to the farm, and adventures filled with vitality. So, we haven’t had a lot of time nor energy to write, but here are some pictures from the last three days:

Dagen startede med morgenmad klokken ni og med at sige farvel til Poppie, der idag tog flyvemaskinen hjem til England. Efter lidt oprydning i vores hytte, vaskede vi vores tøj i hånden ligesom vi havde lært det i Kenia og hyggede os med lidt blog skrivning og musik. En rigtig ”slappe af dag” med en middagslur til mig og solskin og litterær udfoldelse til Jakob og nu er bloggen også uden reklamer!

Med meget muskelkraft og lidt hjælp af en Peeka (en skovl lignene redskab) også åbnet endnu en kokosnød. Kokosnøden består nemlig af to hårde skalde, der lige skal overvindes enden man kan nyde dens saft og kød. (Måske laver vi en ”how to open a coconut” video snart).

Stjernerne er allerede vågnet på nattehimlen, der næsten hver nat er meget klar og dermed gør at man føler sig tættere på dem.

Den Sonntag feierten wir als heiligen Ruhetag an dem wir hier auf dem Bauernhof uns erst von Poppie verabschieden mussten und danach gemütlich und mit aller Zeit der Welt (man schätzt jetzt eine Waschmaschine sehr Wert) unsere Klamotten per Hand wuschen. Rieke hat gelesen und geschlafen, während ich an unserem Blog gearbeitet (übrigens jetzt ohne Werbung!) und weiter aufgeräumt habe. Ohne Hilfe von dritten können wir jetzt auch einer Kokosnus ernten und zubereiten ?

Sunday, funday. Well, more like rest-day; Poppie left Durga´s Den this morning and made the place feel a bit empty during the day. Wishing for a good trip back home to the UK ?

We did some laundry by hand and got the first sunburn while writing blog in a chair behind the house. Rieke finally got time to read, draw and take a nap while our blog was kept uptodate (btw without advertisement now!), and managed to reap and open a coconut all by ourselves. Just wait for our “How-To-video”….

The days just kinda seem to fly here – in a good way.

Stellt euch Palmen, hellblaues Wasser und einen klaren, erfrischenden Wasserfall vor. Ein Traum! „The Little Dunn´s River Falls“ waren fantastisch UND gratis. Eine zehn minütige Taxifahrt kostet hier nur einen US Dollar (120 Jamaican Dollar) und somit ist es wie ein Katzensprung runter in die Stadt Ocho Rios zu fahren.

Samstag ist kein Arbeitstag und somit haben wir lange schlafen können und aber schon Freitag abgemacht nach dem Frühstück mit Poppie an ihrem letzten vollen Tag in JamaiKa etwas zu unternehmen. Es machte ihr nichts aus zum dritten Mal die kleinen Wasserfälle zu bestaunen, und wir machten uns mit einem Tour-Rucksack auf den Weg.

Nach 200 Metern erreichen wir das Ende des „Orange Hill, worauf Durga´s Den“ liegt, und kommen zur Kreuzung, wo die Route Taxis Passagiere aufsammeln die entweder weiter den höheren Breadnut Hill hoch oder, so wie wir drei, mit runter nach Ocho Rios „Ochi“ (ca. 17000 Einwohner) genommen werden wollen.

Unten in der Stadt angekommen, marschieren wir in Richtung Westen am Wasser entlang. Immer wieder muss ich anhalten um die Aussicht über die türkisblaue, tropische Brandung zu genießen und vergesse, dass Poppie nach 5 Wochen hier im Land schon irgendwie gewohnt ist das zu sehen, wovon ich damals am Baggersee in Wanderup sitzend nur träumen konnte.

Es sind ungefähr zwei Kilometer bis zur Attraktion auf denen wir auf einem alten Bürgersteig an der Küstenhauptstraße in Richtung Montego Bay (Westen) entlangwandern. Auf der Hälfte der Strecke führt ein steiniger Hang zum Ozean hinunter, an welchem Bäume groß geworden sind und sich wohl ans konstante Rauschen des Meeres und dem Herumkullern der faustgroßen Steine  in der Brandung gewöhnt haben müssen – wie der Obdachlosen, den wir durch die Äste in seiner Hängematte liegen sehen können – umringt von undefinierbaren Gegenständen, Müll und Plastik. Es ist wohl etwas ganz anderes in einem Land Obdachlos zu sein, wo die Temperaturen selbst nachts nie unter 15 Grad Celsius fällt – doch im Tropensturmregen ist es bestimmt schon schön mit einem Dach über dem Kopf.

Den Wasserfall hören und sehen wir plötzlich als wir einen Kilometer später am selben Hang einem schmalen Pfad um eine Ecke folgen. Dies ist ein Ausflugsziel vieler Jamaikaner, und einem Samstag nach entsprechend voll. „Little Dunn´s River“ ist (so verstehen wir das) eine Abspaltung des „Dunn´s River“ (wessen enorme Wasserfälle eine der größten Touristenmagneten Jamaikas sind).

An der breitesten Stelle misst der Fall ungefähr drei Meter und ist an keiner Stelle so tosend, dass Kinder auf ihn auf und ab klettern doch fällt insgesamt fünf Meter – jedoch bemerken wir, dass die Eltern schon eine besorgte Falte auf der Stirn zum Ausdruck bringen. Die Abenteuerlust erweckt will man natürlich sehen, wo man Flussaufwärts endet, und Poppie ist so lieb (und wie gesagt hier schon reichlich erfahren), dass sie auf unseren Rucksack aufpasst während Rieke und ich uns in der mobilen Umkleidekabine bestehend aus einem Handtuch und zwei Händen Badeklamotten anziehen und den Aufstieg beginnen. Cool!

Etwa 50 Meter Flussaufwärts trifft man auf die Hauptstraße worunter Little Dunn´s River in drei Röhren á 50cm Durchmesser geleitet wird – Erkundungsmission erst einmal beendet.

Direkt neben dem breitesten Abschnitt des Wasserfalls hat das Wasser einen trockenen, überdachten Abschnitt wie eine viel zu kleine Höhle im Fels hinterlassen, in welchem jemand eine Bar/Kiosk betreibt; natürlich mit einem riesigen Lautsprecher der ununterbrochen mit Reggaemusik gewappnet gegen das herabtosende Wasser ankämpft. Hier meint jemand auch noch das Recht zu haben einen „VIP-Chill-Spot“ zu betreiben, wo man gegen eine Gebühr von 500JA/Stunde SEIN darf. Zu dem meint Miki später, dass natürlich niemand ein Grundstück am Wasserfall besitzt, und dass Leute, die meinen so leicht Geld aus anderen holen zu wollen, lieber arbeiten gehen sollten – gleichzeitig ist der Tourismus mittlerweile die größte Industrie und die Arbeitslosenquote liegt bei 12%...

Naja, dies spielt im Vergleich zum wundervollen Erlebnis auch nicht wirklich eine Rolle- denn wir kaufen unser erstes „Red Stripe Beer“ (der größte Bierproduzent in diesem Land) und essen auf einem Liegestuhl am Wasserfall sitzend unsere madpakker. Die Leute um uns herum haben auch frei, haben Spaß im warmen Wasser zu sein und man merkt, dass alle irgendwie glücklich sind. Man lächelt jemanden an und bekommt ein Lächeln zurück. In diesen zwei Stunden sehen wir fünf Joints.

Ohne einen Plan der weiter als „zurück nach Ochi“ lautet, machen wir eine weitere Pause – diesmal mit Bananen – auf einer ziemlich schön liegenden Klippe. Das Meer fasziniert und wir schnacken ohne über die Zeit nachzudenken.

In Ochi angekommen kaufen wir Lebensmittel für heute (Sonntag) ein und einigen uns darauf nicht weiter in Souvenirläden nach klichélosen Postkarten zu suchen, sondern wieder hoch zur Farm zu fahren, wo wir abends eine Abmachung mit Lattore in der lokalen Bar am Orange Hill gemacht haben. Zwischen 20 und 23 ist er da :D

Zum Abendbrot kaufen wir vom hier oben (auf Breadnut Hill) beliebtesten lokalen Fast-Food-Imbiss drei Portionen „fried chiken with rice and cabbage“ (auf Mikis Empfehlung) und kommen gegen 18 Uhr „zu Hause“ an, wo wir auf der Yogaplatform mit „a dinner with a view“ die goldene Stunde erleben. Juhuu!

Die Bar ist ein winziger Raum mit einem Duborg-kantinen-großen Tresen und insgesamt 10 Gästen. Lattore und Miki (die beiden Helfer) begrüßen uns lieb und zeigen uns, wie man „Domino“ spielt. Ganz gemütlich, wenn jeder ein Red Stripe Bier und kein Zeitdruck hat. Der Ghettoblaster in der Ecke spielt Reggaemusik der lokalen Radiostation– Poppie verbschiedet sich von den beiden und wir gehen im Dunkeln, die wilden und domestizierten Hunde um die Wette bellend hörend, zurück zur Farm.

Lørdagen starter med at kunne sove længe – dvs. vågne klokken seks på grund af hanenerne og så døse nogle timer – der er helt i orden ? Vi har en aftale med Poppie om at se noget af øen sammen, så vi tager afsted med routetaxi efter den sene morgenmad – ned til Ocho Rios (”Ochi”), hvor vi starter vores march vestpå; mod Little Dunn´s River Falls. Vandfaldet er imponerende og samtidig langtrukken nok til at man kan klatre op af floden – forældre kigger dog lidt bekymret på deres børn, der ligesom os får lov at gå på opdagelsesrejse. Poppie har været her før og vil gerne passe på vores tur-rygsæk. Et virkelig dejligt sted at være! Og spise frokost; marmeladesandwiches og bananer fra det lokale markede. Juhuu!

På vejj tilbage ind mod byen opdager vi en virkelig flotliggende klippe, som vi bestiger og lader havet virke på os, og falder i snak om himmel og jord. Vi køber lidt ind da vi når til centrum og bliver så enige om at tage tilbage for at spise aftensmad på yogaplatformen- med en af verdens bedste udsigter. Bare en dejlig dag ?

Little Dunn´s River Falls are an amazing spot for families and anybody who wants to get cooled down by some freshwater on a Saturday afternoon! Even though our fellow volunteer on Durga´s Den had been there two times already, she was so kind to show us this local emerald (and took care of our things while we went 10 years back In time and played and climbed in the river (thanks again, Poppie)), and introduced us to one of the greatest places to have lunch in “Ochi” (Ocho Rios has about 17000 inhabitants). On the way back, smiling,  we enjoyed ourselves on an enormous, lonely cliff that took us 20 ft above the blue, gazing ocean – and eventually made it into town where we were able to do some shopping and see even more of this cruise ship shaped but quoint city. Back on the farm, dinner was enjoyed from the awesome (yoga-)platform and in the evening our agreement with Lattore and Miki brought us into a small bar here in the Orange Hill area. We played dominoes, which is a game where each player starts with seven bricks and wins when they are off is hand. Jamaan, such a cool day again.

We´re almost used to the natural sound scenery that the boatloads of insects are creating around us. Miki and our neighbour Richard have just returned in the Japanese Izusu Elf, the back carrying 350 Gallons of water. It´s been a hard day for everybody here, but we´ve come a lot further.

Rieke and I helped Lise prepare her presentation about ecological composting which she held this afternoon, explaining to Jamaican farmers that artificial fertilizers and GMOs have no valid future compared to the power of nature´s helping hand while working on a farm like “Durga´s Den” – and Poppie helped her.

So after the white pickup truck had left the property, Lattore and the other Miki needed our help transplanting seedlings from the green house to “the front” beds. Even though the first thought of this task doesn´t allow any sweat to moist your forehead, constantly squatting down and being extremely careful with these vulnerable and tiny organisms makes you feel tired at 1pm. Luckily we were four people for the job and a lot new details waited to make their way through Lattore´s and Miki´s wise mouths to our listening ears. “What is this plant called? What do you do this for?“ “How is it spelled?” “We don´t understand Patois. Can you say it again?”

Kerry had made nice lunch for the four of us on the farm – and the afternoon was hot and energy-consuming. We got off at three and had time to relax for ourselves. After a nap, we went down to the Yogaplatform, got a picture of the ocean and Rieke trusted me to cut her hair and vice versa.

? Nice to be able to take the time for these things ?

Let´s see what waits tomorrow!